Hvem er de unge, hvad er deres præmis, hvordan bruger de ChatGPT og hvad synes de selv? Har vi overhovedet demokratiseret samtalen om GenAI på ungdomsuddannelser eller nøjes ved med at pege på de unge som snydere?
Den udvalgte 3.G´er, der holdt årets studentertale var nået til den klassiske takkerunde. Tak til fællesskabet, tak til skolen for de mange oplevelser, tak til hinanden for gode fester og nu også tak til dem, der havde hjulpet, guidet og undervist dem igennem tre år. Lærerne rankede ryggen, smilede allerede forlegent og gjorde klar til klapsalver, da det lød fra scenen: ”Tak til ChatGPT.”
Salen brød ud i latter og hujen, forældre, elever og lærere måtte overgive sig for herefter at bryde latteren og vende fokus på taleren: ”Naturligvis tak til jer lærere,” lød det med et indforstået smil.
Lærere, der har brugt en stor del af denne årgang studenters skoletid på at forsøge at regne ud, hvor lidt og hvor meget, eleverne havde arbejdet med deres tekster, deres redegørelse, deres analyser. Som havde brugt tid på at søge efter bindestreger, var de for lange, var de fra ChatGPT?. Som havde brugt tid på at gruble over den manglende sammenhæng i teksten eller åbenlyse spring i kvalitet. Og lærere som muligvis havde mindre motivation til at rette opgaver, som de ikke havde tiltroen til, at eleverne selv havde lavet.
Det kan man måske ikke fortænke dem i. For mens de som fagpersoner havde forsøgt at gebærde sig i den nye virkelighed uden retningslinjer eller hjælp fra politisk hold, var den offentlige debat præget af et ydre pres – en agenda, der primært centrerer sig omkring den tese, at eleverne snyder. Elever, der er afhængige, og elever, der er styret af FOMO.
Med talens afslutning er den første studenterårgang, der har haft ChatGPT fra start til slut færdig. En årgang, der undervejs har været vidne til retningslinjer for brug af ChatGPT ved prøver fra ekspertgrupper og en årgang, der var i eksamensperioden, da de første officielle vejledninger til uddannelsesinstitutioner som brugen af AI blev en realitet. Årgangen, som var på sidste år, da Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udgav deres anbefaliner om AI i gymnasiet – og årgangen, der har har studeret sig igennem tre år, hvor viden er reduceret til sandsynlige svar. Den viden, vi siden oplysningstiden har tilegnet os ved møje og besvær er omfordelt til de bedste promt.
Som beskrevet i artiklen om elevernes læring her er der åbenlyse dilemmaer og problemer ved den ukontrollerede anvendelse af ChatGPT og ligende sprogmodeller, herunder problemer med elevernes evne til kritisk tænkning og til at huske (citere) ligesom måling af hjerneaktivitet har vist lavere aktivitet ved brug af ChatGPT.
Der er dybe læringsmæssige udfordringer, som kan have langstrakte konsekvenser ved den massive udbredelse af ChatGPT.
Det er konsekvensen af manglende handling, manglende forståelse for omfanget og reel dissonans mellem udvikling og afvikling. Studier, som beskrevet i artiklen fra The New York Times taler sit tydelige sprog, nemlig, at der er tegn på, at mens vi udvikler kunstig intelligens, så afvikler vi menneskets intelligens.
Nu er der lagt op til debatter og forslag til, hvad fremtidens uddannelse skal indebære. Skriftlige eksaminer eller ej. Opgaver eller ej og vise verca.
Generation Z i orkanens øje
Men lad os kort dvæle ved tilstanden på skolen for at sætte os ind i, hvordan en adfærd udvikler sig.
De er mellem 13 og 20. Årgange, der i offentligheden kategoriseres som en del af Generation Z, men som har været midt i orkanens øje og ikke mindst brugt en stor del af deres vigtige barndom på selv at regne deres digitale liv ud og måske i nogen grad har lukket sig om sig selv. De er vokset op i en tid med høje forventninger til både teknologien og til dem som digitalt indfødte. Forventninger, der ikke blev indfriet, men forventninger, der i nogen grad fritog os som voksne, forældre, fagpersoner, politikere for den digitale dannelse, så vi kunne løfte det ansvar, de unge selv påtog sig.
I dag går de på skoler, der aktuelt har skullet udvikle retningslinjer for AI. Af fagpersoner, der kun lige har sat skærmregler i værk efter politisk retningslinjer er nu ansvarlige for AI retningslinjer. Fagpersoner, der til dagligt ikke er eksperter i GenAI.
Man man måske ligefrem sammenligne det med det, der i de seneste tre år har været elevernes præmis. De har også selv sat deres retningslinjer for ChatGPT i samme grad som de har været vant til at opdrage sig selv i store dele af deres digitale liv. De blev kaldt digitalt indfødte før vuggestuealderen og digitale junkier som unge. De skulle digitalt dannes men endte med selv at regne det hele ud. De fik frit spil til at swipe, dele og filme, indtil de mødte mobilhoteller, skærmdebat og løftede pegefingre. Deres undervisning har været præget af digitale læringsplatforme, som overtog håndskrift og tænksomhed, og nu finder de så svaret på ChatGPT, og vi kalder det snyd.
I alle de år, hvor jeg har arbejdet tæt på de digitale unge, har jeg ikke mødt mange, der er ikke famlende, usikre, ja ligefrem bange for, hvordan deres fremtid bliver på grund af det digitale. De ville ofte ønske, at telefonerne ikke var opfundet, og når vi taler og arbejder om ChatGPT, er det tvivlen og den manglende glæde ved ikke at have haft et læringsgennembrud i lang tid, der dominerer. Ikke en fest over at kunne snyde sig igennem gymnasiet. Når unge bruger ChatGPT og lignende, er det ikke nødvendigvis, fordi de vil snyde, men fordi de ikke vil være bagud i forhold til andre. En ny slags FOMO, og en FOMO, der kan føre til udmattelse.
Fra elevernes egne udsagn er det gennemgående, at det bliver mere rodet, mindre overskueligt og sværere at koncentrere sig om konteksten, når ChatGPT anvendes. De har bare ikke nogen at tale med om det.
Og lige netop her – i tomrummet mellem forventninger til teknologien og antagelser om de unge studerende – er intet bragt i spil i nogle af de mange retningslinjer, anbefalinger eller sågar i den offentlige debat om emnet.
Nemlig elevernes refleksion. Ikke over Det moderne gennembrud eller over Tove Ditlevsens samlede værker. Refleksioner, der kan få hjælp til via ChatGPT.
Men refleksioner over, hvad deres digitale præmis er formet af. Hvordan de hver især håndterer den. Hvad de ønsker, og hvordan det kunne lykkes.
De færreste unge er ligeglade med, at når de bruger ChatGPT, så erstatter de noget andet. De færreste unge er ligeglade.
Retninglinjer, debatter og antagelser kan dog godt få det til at virke sådan, og heri ligger det største dilemma måske.
