Erhvervslivet har brug for kunstig intelligens, men det har ikke brug for en hel generation af unge, der hverken kan koncentrere sig, finde på nye idéer eller løse komplekse kognitive opgaver.
Der opstod velbegrundet panik i uddannelsessektoren, da OpenAI lancerede ChatGPT i november 2022. Godt halvvejs inde i første semester blev tæppet fra den ene dag til den anden trukket væk under gængse evalueringsmetoder. Den naturligt indbyggede læring og evaluering, der lå i en opgave forsvandt, for eleverne kunne jo bare få ChatGPT til at skrive den. I klasselokalet kunne eleverne få hjælp fra AI til at svare på spørgsmål i realtid.
Undervisere og forskere i hele verden har siden kæmpet en brav kamp for at finde retningen i kølvandet på OpenAI’s chok-lancering af ChatGPT. Panikken har siden lagt sig en anelse. Et studie fra Aalborg Universitet har ligefrem peget på, at mange gymnasieelever bruger AI som pædagogisk sparringspartner snarere end til at skrive deres opgaver helt eller delvist.
Det er dog stadig alt for tidligt at sænke paraderne overfor ChatGPT. Anekdotisk har flere gymnasielærere fortalt om markant faldende skriftligt niveau; elever, som simpelthen er blevet dårlige til at skrive. I en udpræget skriftlig akademisk kultur som vores, tænker vi i høj grad gennem skriftsproget, så der kan rejse sig den bange anelse, at vi med den nuværende ChatGPT-tilgang gradvist underminerer elevernes evne til at tænke, analysere og ræsonnere.
Desværre bakkes anekdoterne op af en voksende mængde forskning. Først viste et studie fra Carnegie Mellon University og Microsoft, at evnen til kritisk tænkning faldt blandt vidensmedarbejdere, der brugte generativ AI. Nu viser et (endnu ikke peer reviewed) nyt studie fra det anerkendte amerikanske MIT Media Lab, at studerendes hjerner går kraftigt ned i gear, når de bruger ChatGPT til essay-skrivning. Studiet har bl.a. fulgt 54 studerende, der arbejdede med og uden ChatGPT i fire måneder, og for gymnasielærere – og forældre, der som jeg selv har børn i gymnasiet – er det barsk læsning.
”Målinger afslørede markant lavere hjerneaktivitet hos brugere af ChatGPT end blandt studerende, der kun brugte deres egen hjerne.”
Studerende, der kun brugte deres egen hjerne og ikke ChatGPT havde markant højere variation i tilgangen end ChatGPT-brugerne. Sidstnævnte brugte ofte samme udtryk og leverede de samme idéer. Målinger afslørede samtidig markant lavere hjerneaktivitet hos brugere af ChatGPT end blandt studerende, der kun brugte deres egen hjerne.
Blandt brugerne af ChatGPT faldt desuden evnen til at huske og citere deres egen tekst markant i forhold til studerende, der kun brugte egen hjerne. Brugen af ChatGPT påvirkede også opfattelsen af ejerskab. Studerende, der skrev selv, følte fuldt ejerskab over deres arbejde, mens ChatGPT-brugerne enten kun følte delvist eller slet intet ejerskab. Forskerne konkluderer som prikken over i’et, at brugere, der senere gik fra at have brugt ChatGPT til kun at bruge egen hjerne havde ”potentielle begrænsninger i at opnå en robust neural synkronisering, der er afgørende for komplekse kognitive opgaver.”
I debatten om AI og læring har gymnasierne ofte været teknologioptimister. F.eks. vendte samtlige gymnasierektorer sig mod undervisningsminister Mathias Tesfayes afvisning af brugen af ChatGPT i gymnasiet, som siden er blevet kaldt en tilbagevenden til stentavler, papir og blyanter. I stedet skal man, foreslår formanden for Danske Gymnasier, Maja Bødtcher-Hansen, f.eks. lave eksaminer, hvor eleverne fremstiller et produkt med brug af digitale hjælpemidler og efterfølgende ved en mundtlig eksamen forklarer om processen bag uden brug af AI.
Spørgsmålet er dog – bl.a. med MIT-studiet in mente – om denne realistiske og progressive tilgang til brug af ChatGPT i undervisningen ikke risikerer at spænde vognen for hesten. Kan man i praksis gøre det til et mål for en gymnasial uddannelse at kunne forklare processerne bag et produkt, AI har skabt, uden at det går ud over elevernes forståelse af den faglige substans?
Maja Bødtcher-Hansen argumenterer for, at når man bruger AI på videregående uddannelser, må det være naturligt, at gymnasiet som studieforberedende uddannelse gør det samme. Hvis de tænker med AI på universitetet, svigter gymnasiet ved ikke at bruge samme metode, synes det umiddelbart rimelige rationale at lyde.
Hvis vi læner os op ad resultaterne fra MIT-studiet er denne slutning dog ikke nødvendigvis til elevernes og de studerendes gavn. Studiet viste nemlig også, groft sagt, at de, der først lærer at tænke selv og først siden anvender AI, kan løfte tænkningen med AI. Men ikke omvendt. Dem, der indleder med at bruge AI, har i følge studiet også lavere hjerneaktivitet, når de senere skal arbejde uden AI. Så hvornår skal vi lægge dette snit? Hvornår skal elever og studerende tænke med AI? Er gymnasiet ikke for tidligt? Eller tror de mange dygtige gymnasielektorer faktisk på, at de godt kan lære eleverne at ræsonnere, kritisere og overskue store stofmængder, hvis de har ChatGPT på sidelinjen til at lave den raffinerede formulering af svaret på lektorens spørgsmål? Jeg ville selv være meget ydmyg overfor den udfordring.
Faren er, at vi ved at gå alt for stærkt ind på teknologiens præmisser ender med et læringsmæssigt selvmål. Vi har allerede en gang smidt en hel generation af unge under den teknologiske bus. Første gang kom den med algoritmestyrede sociale medier, og det tog os 15 år at opnå bare nogenlunde enighed om det ellers åbenlyse: De skader vores koncentration, fastholder os langt mere, end vi ønsker og kan have alvorlige negative konsekvenser for vores psykiske helbred. Til sammenligning har mange elever, lærere, politikere og meningsdannere også i den debat argumenteret dygtigt og sobert for, at man hellere skulle lære en fornuftig mobilbrug end at forbyde mobiler i skolen. Det viste sig desværre at være et urealistisk håb.
Med en alt for åben og eksplorativ tilgang til ChatGPT i gymnasiet risikerer vi at gentage fejltagelsen i det teknologiske fremskridts navn. Derfor skal vi huske, at teknologiske fremskridt kan godt være menneskelige tilbageskridt. I dette tilfælde er risikoen, at vi i alvorlig grad dæmpe breder kognitive færdigheder ved at inddrage ChatGPT for meget og for tidligt. Skal vi virkelig løbe denne risiko, fordi vi er bange for, at elever ikke kan finde ud af at bruge AI, når de starter på en videregående uddannelse?
Mit eget bud på en løsningsskitse er ikke at lukke ned for teknologien. Jeg ser groft sagt tre hovedområder, som taler ind i en generel tilgang til læring i en stærkt teknologipræget virkelighed (i respekt for, at dygtige gymnasiefolk måske vil finde det lovlig let for en udefrakommende at blande sig – i praksis er det naturligvis alt andet end let).
- At tale kraftigt ind til elevernes ønske og motivation om at blive klogere, kombineret med en karaktergivning, der – medmindre netop dette er læringsmålet – fjerner motivationen for at lade ChatGPT tænke for sig.
- At arbejde sig væk fra generiske chatbots og frem mod brug af generativ AI, der er udviklet specifikt til læring (igen; medmindre målet er at lære at anvende generiske chatbots i problemløsning).
- At genoptræne den evne til koncentration, mobilerne stjæler fra os gennem faste, hyppige obligatoriske læsesessions for alle elever (det giver sig selv, at elever med dysleksi skal have hjælpemidler).
I den proces ville jeg være meget lidt bange for at blive kaldt maskinstormer. Hvis man bliver bedre til problemløsning af at læse trykte bøger og skrive med blyant, skal det vel ikke afvises, bare fordi det lyder gammeldags? Jeg har svært ved at tro andet end – og MIT-studiet synes at være enigt – at elever, der bliver skarpe til at løse problemer på egen hånd, også bliver langt bedre til både at bruge og udvikle AI. Senere i uddannelsen eller i andre sammenhænge.
Erhvervslivets interesser er heldigvis – i modsætning hvad nogle synes at tro – sammenfaldende med uddannelsernes. Få virksomheder har brug for ansatte, som ikke kan overskue komplekse sager på egen hånd. Dem, der primært kommer med idéer og løsningsforslag fra samme teknologi, virksomhederne har omtrent gratis adgang til, er næppe attraktive og i øvrigt nemme at erstattet med, ja, rigtigt gættet: AI.
Jeg kan kun opfordre alle studerende til at kaste sig nysgerrigt over de ufatteligt mange fascinerende AI-tools og udfolde deres idérigdom med den nye teknologi. Grundlæggende viden om prompting er der også god grund til at lære; selvfølgelig skal studenter ikke springe ud som digitale ignoranter. Men glem ikke, at de fleste typer generativ AI er omtrent ligeså nemme at bruge, som de er svære at udvikle. Hvis gymnasiet endelig skal satse på AI, skal fokus snarere være på det sidste end det på første.
