Anmeldelse af The Nerd Reich af Gil Durán: Noget af det mest fascinerende i bogen er beskrivelsen af et miljø, der får karakter af en religiøs dommedagskult. Forfatteren tager afsæt i fascismeforskningen og peger på alliancen mellem økonomiske eliter og en autoritær massebevægelse, foragten for demokratiets begrænsninger og forestillingen om, at samfundet skal reddes fra indre fjender.

Vi troede, de var glade, frihedselskende hippier. Sære nørder, som havde taget 1960’ernes drømme om en bedre verden med ind i computeren. De ville forbinde os, give alle en stemme og befri os fra støvede institutioner. Hvem kunne være imod det?

Og lige pludselig stod Elon Musk og lavede en armbevægelse, der lignede en nazihilsen alt imens Peter Thiel turnerede rundt med foredrag om Antikrist. Hvordan kom vi fra fred, kærlighed og personlige computere til MAGA og Johannes’ Åbenbaring?

Det forsøger den amerikanske journalist Gil Durán at forklare i The Nerd Reich: Silicon Valley Fascism and the War on Democracy. Det er en virkelig læseværdig bog der forklarer, hvordan en magtfuld del af tech-branchen har udviklet et mildest talt anstrengt forhold til demokratiet. Undervejs bliver det også klart, at fortællingen om de uskyldige hippier nok mest var noget, vi andre havde brug for at tro på.

Skærer man ind til benet, er det en bog om en bog og en mand. Bogen er The Sovereign Individual fra 1997. Manden er Peter Thiel, medstifter af PayPal og Palantir og tidlig investor i Facebook. Duráns historie handler om, hvordan bogen påvirkede manden, og hvordan manden derefter brugte sin formue på at påvirke verden. Omkring ham optræder et persongalleri med blandt andre bloggeren Curtis Yarvin, politikeren JD Vance og tech-investoren Balaji Srinivasan.

The Sovereign Individual blev skrevet af investoren James Dale Davidson og den britiske avismand William Rees-Mogg. Deres tese var, at informationssamfundet ville underminere nationalstaten. Staten havde kunnet beskatte og kontrollere mennesker, fordi deres arbejde og ejendom var bundet til et territorium. Men hvordan opkræver man skat af værdier, der kan flyttes gennem et digitalt netværk? Og hvad sker der med statens magt, når penge bliver til krypteret information?

Svaret var, at velfærdsstaterne ville miste deres økonomiske fundament. Arbejdspladser ville forsvinde, uligheden vokse, og samfund blive kastet ud i vold og opløsning. Men en lille, teknologisk begavet elite ville klare sig glimrende. Den kunne flytte sine penge og vælge mellem jurisdiktioner, som andre vælger mobilabonnement. Sikkerhed og andre offentlige ydelser kunne købes privat. Tilbage stod de mennesker, som hverken havde pengene eller mulighederne for at flytte.

Det var med andre ord en investeringsguide til verdens undergang. Og den smigrende besked til læseren var, at netop han sandsynligvis tilhørte den elite, som ville komme styrket ud på den anden side.

En dengang ung Peter Thiel var begejstret. Så begejstret, at han senere skrev forord til bogen. I et essay fra 2009 formulerede han selv den politiske konsekvens: ”Jeg tror ikke længere, at frihed og demokrati er forenelige.” Det er værd at læse den sætning langsomt. Hvis friheden skal reddes, og demokratiet står i vejen, er det ikke svært at regne ud, hvad der skal ofres.

Thiel nøjedes heller ikke med at læse. I samme essay beskrev han PayPals oprindelige ambition om at skabe en valuta uden statslig kontrol. Han pegede på internettet, verdensrummet og havet som steder, hvor man kunne undslippe den eksisterende politiske orden. Duráns centrale argument er, at The Sovereign Individual hos Thiel fik karakter af et program, som investeringer og politiske alliancer kunne hjælpe med at realisere.

Den højreradikale blogger Curtis Yarvin leverer nogle af de mest vidtgående idéer til dette program. Han forestiller sig lande drevet som virksomheder, med en direktør på toppen og indbyggere, som kan flytte, hvis de er utilfredse. Tech-entreprenøren Balaji Srinivasan videreudvikler drømmen om en netværksstat hvor et fællesskab først organiserer sig digitalt og siden skaffer sig land og politisk selvstændighed. Borgerens indflydelse forskydes fra stemmesedlen til muligheden for at melde sig ud. 

Konsekvenserne bliver meget konkrete, da pengene møder det amerikanske valgsystem. Thiel støttede Trump allerede i 2016 og hjalp senere JD Vance frem, både som investor og politiker. Efter valget i 2024 sad Vance som vicepræsident. Det netværk, Durán beskriver, havde fået adgang til magten i Washington. Idéer, der tidligere cirkulerede i blogs og investorkredse, befandt sig nu tæt på verdens mest magtfulde statsapparat.

Det gælder også angrebet på den amerikanske administration. Yarvin havde længe foreslået en udrensning under betegnelsen RAGE, ”Retire All Government Employees”. Durán læser Musks DOGE, massefyringerne og nedbrydningen af myndigheder som USAID i forlængelse af den vision. Den direkte vej fra Yarvins tekster til regeringens beslutninger er ikke altid dokumenteret, men ligheden mellem forestillingen om et stort administrativt ”reboot” og det politiske projekt er svær at overse.

Her opstår samtidig en af bogens mest interessante modsætninger. Staten er jo ikke bare forsvundet, sådan som The Sovereign Individual forudsagde. Den er blevet et marked og et magtmiddel for teknologiens ejere. Palantir sælger teknologi til de myndigheder, som skal overvåge, kontrollere og føre krig. Tech-eliten kan både kræve mindre statslig indblanding i sine egne virksomheder og tjene penge på at gøre staten stærkere over for alle andre.

Drømmen om at slippe væk lever dog videre. Thiel er en stor tilhænger af og investor i seasteading, idéen om at bygge samfund på havet uden for eksisterende staters kontrol. De flydende frihedsøer har haft svært ved at blive til virkelighed, men beslægtede projekter har søgt mod landjorden. Próspera i Honduras er et eksempel på forsøget på at skabe en privat drevet zone med vidtgående særregler. 

Og så dukker Grønland op. Durán forbinder Trumps ønske om at overtage øen med tech-miljøets interesse for nye ”freedom cities”. Reuters dokumenterede i april 2025 drøftelser om en sådan by i Grønland. Praxis-stifteren Dryden Brown havde besøgt øen, og Ken Howery, Thiels tidligere forretningspartner og Trumps daværende kandidat til ambassadørposten i Danmark, havde ifølge Reuters’ kilder taget idéen alvorligt.

Hvorfor kalder Durán så det hele for Nerd Reich? Fordi han argumenterer for, at vi står over for en ny fascistisk bevægelse. Med afsæt i fascismeforskningen peger han på alliancen mellem økonomiske eliter og en autoritær massebevægelse, foragten for demokratiets begrænsninger og forestillingen om, at samfundet skal reddes fra indre fjender. Medier, universiteter og embedsværk bliver forhindringer, der skal ryddes af vejen. Magt koncentreres hos dem, som mener at være særligt egnede til at udøve den.

Den teknologiske variant af fascisme føjer en fremtidsdrøm til den velkendte fortælling om national storhed. Den udvalgte elite skal føre os frem til et samfund med overflod, kunstig intelligens og måske evigt liv. I den fortælling bliver demokratisk uenighed let til en fejl i systemet, som nogen bør rette.

Alligevel sad jeg undervejs i læsningen og tænkte, at bogen måske burde have heddet Nerd Church.

For noget af det mest fascinerende i bogen er beskrivelsen af et miljø, der får karakter af en religiøs dommedagskult. Her findes profetier om den gamle verdens sammenbrud, en udvalgt skare, der skal overleve katastrofen, og et løfte om at overvinde menneskets biologiske begrænsninger. Den nye verden venter i private enklaver, i rummet eller på den anden side af en teknologisk revolution.

Hos livsforlængelsesentreprenøren Bryan Johnson bliver ambitionerne nærmest komisk eksplicitte: Han vil starte et land og en religion, undgå at dø og blive Gud. Man kan mene meget om projektet, men ambitionsniveauet fejler ikke noget.

Thiels kristendom er noget andet end drømmen om at bygge en gud af computere. Men også hos ham får teknologi og politik en religiøs betydning. Han forestiller sig, at frygten for katastrofer, herunder farlig AI, kan bruges til at skabe en totalitær verdensregering. I hans teologiske fortælling er det Antikrists mulighed. Den magt, som lover at beskytte os mod undergangen, kan selv blive den største trussel.

Dermed kan kampen mod regulering løftes op til en kamp om menneskehedens frelse. Og det er en temmelig bekvem position for en milliardær, hvis virksomheder ellers kunne blive genstand for den regulering. Når ens modstandere står på Antikrists side, er der ikke meget plads tilbage til et almindeligt politisk kompromis.

Den største udfordring ved Nerd Reich er dens meget stærke holdning – nogen ville måske kalde det bias. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere nysgerrighed over for de ”ondes” eget perspektiv. For eksempel er der forskel på frustration over institutioner, der ikke fungerer, og et ønske om at afskaffe demokratiet. Jeg savner indimellem en mere grundig undersøgelse af overgangen mellem de to. Den ville gøre det lettere at forstå, hvorfor tankerne tiltrækker mennesker ud over den lille kreds, der selv står til at blive suveræne milliardærer.

Det ændrer ikke ved, at The Nerd Reich er meget anbefalelsesværdig. Den gør det svært at blive ved med at betragte tech-fyrsternes politiske engagement som et forbigående sidespring. Og den sender os tilbage til spørgsmålet, vi burde have stillet, allerede dengang de lignede frihedselskende hippier: Hvem er det egentlig, der skal være fri?

For når de vil befri os fra staten, hvem skal så befri os fra dem?