I en tid hvor kunstig intelligens udvikler sig med eksplosiv hastighed, er det ikke blot teknologiens kapaciteter, men også vores kollektive psykologiske reaktioner, der former samfundets retning. Et centralt begreb er FOMO – Fear Of Missing Out”. Selvom det typisk associeres med sociale medier, har FOMO i stigende grad fået betydning som en kulturel og strategisk drivkraft i AI-landskabet.
Spørgsmålet er, om det har nogle oversete konsekvenser, der har langsigtet effekt. For i FOMO ligger ofte en manglende bevidsthed og ikke mindst manglende plan, der kan gøre det nemmere at skabe læring og effekt, og ikke mindst målepunkter, som man kan omdefinere til indsigter og erkendelser.
Lad os kort se nærmere på, hvordan FOMO kan være en motor på flere niveauer, men får en god ordens skyld tager jeg de unge ud af nedenstående. For deres motor er en anden og væsentlig faktor og alene denne forskel kan have stor betydning for vores fremtidige forståelse af dem. Det beskriver jeg senere.
FOMO som motor og de tre niveauer
Individer, organisationer og nationer handler ikke længere udelukkende på baggrund af behov, men i stigende grad på baggrund af frygten for at blive efterladt. Denne frygt kommer til udtryk i:
- Private borgeres jagt på AI-kompetencer af frygt for at blive irrelevant på arbejdsmarkedet. Det kan i nogle medarbejdergrupper føre til en form for digital utilstrækkelighed. Samtidig kan de umiddelbart blive opslugt af det nemmere ved sprogmodeller som ChatGPT, der er den mest anvende i Danmark. Et fælles sprog er på individ-niveau ofte ikke eksisterende i faglige eller relationelle fællesskaber.
- Virksomheder, der investerer i AI-løsninger uden en klar strategi, men ud fra en fornemmelse af, at alle andre gør det. Uden dybere forståelse af teknologien og konsekvenserne. Kan det skabe ricisi for overimplementering og manglende afkast samt udefinerede målepunkter?
- Stater og regioner, der fremskynder investeringer og lovgivning i et globalt kapløb for at sikre teknologisk suverænitet. Fokus på at være frontløbere eller at vinde fremtidens teknologiske kapløb står med andre ord over det at reflektere over, hvilken fremtid, vi vil have.
Men mange oplever, at det konstante krav om at forholde sig til, forstå og anvende nye AI-teknologier skaber en træthed. Det kan manifesterer sig som beslutningstræthed, resignering og en voksende følelse af ligegyldighed. Hvor FOMO skubber til tempo og ambition, trækker fatigue i modsat retning: mod tilbagetrækning, overmæthed og passivitet.
Det samme gælder for de unge, selv om deres indgang til AI er båret af et mindset, der er grundlagt tidligt i deres opvækst: teknologien er en præmis snarere end et redskab. Lad os kort kigge på dem.
De unge anvender AI på en anden måde, men deres reaktioner er vigtige pejlemærker
I de seneste tre år har de unges brug af AI-sprogmodeller som ChatGPT og CoPilot været et omdiskuteret emne, men det er en historie for sig og nævnes de kun kort her. Men det vigtige i de erfaringer, som unge kommer med, er, at de ikke har adopteret sprogmodeller som ChatGPT alene pga FOMO men ofte også fordi, de er vokset op med at spørge Google og Siri om alt. Det næste naturlige skridt for dem er ChatGPT i en tid, hvor de fleste ungdomsuddannelser er overladt til selv at definere retningslinjer (det samme gælder i øvrigt i grundskolen) og hvor der på flere videregående uddannelser tales om, at de unge skal anvende sprogmodeller. Hvordan det stiller muligheden for en langsigtet plan er stadig uklart.
FOMO er dog også en del af det, for hvis klassekammeraterne anvender ChatGPT til at løse en hjemmeopgave, vil andre også føle sig nødsaget til det. Det kan være af frygt for ikke at levere samme standard eller på grund af tidspres i forhold til andre. De uklare linjer og manglende fælles sprog efterlader ansvaret hos de unge, der i nogle tilfælde oplever fatique – udbrændthed, der handler om at skulle sortere, gennemskue og overskue skellet mellem egen viden, egne ord og input fra ChatGPT. Mere om det i denne artikel.
Er AI-fatique en konsekvens i en bredere kontekst?
I mit arbejde med børn og unge har jeg set, hvordan manglen på en klar politik for digital dannelse har efterladt skoler, lærere og familier uden redskaberne til at navigere i en digitaliseret hverdag. Det samme mønster gentager sig nu med AI i undervisningen. Intentionen er til stede, men uden en plan for, hvad eleverne skal lære og hvad lærere skal kunne, opstår utryghed og usikkerhed. En undersøgelse fra DPU viser, at teknologiforståelsen er faldet markant siden 2018 i en tid, hvor vi ellers skulle forvente det modsatte. Hvordan sikrer vi, at der ikke hos både fagprofessionelle og elever opstår en form for magtesløshed og ligegyldighed som konsekvens af den intuitive byrde?
Det samme kan gøre sig gældende i andre sektorer og livsroller. På en ortopædkirurgisk afdeling, hvor jeg har arbejdet med kommunikation og samarbejde, mødte jeg personalets frustration og frygt for, at en AI-robot skulle tage pladsen mellem dem og patienten. Den faglige identitet kom i klemme. Alle var overladt til sig at tilpasse sig, men ingen havde for alvor en plan, og det kunne havde endt med opsigelser, fejl og fatique. Hvordan sikrer vi, at faggrupper ikke mister kontakten til deres primære faglighed, såsom omsorg, patientsikkerhed eller fornemmelse for det usagte.
Jeg har også mødt kommuner, der profilerer sig på at være førende inden for AI. Men spørger man medarbejderne, er teknologien ofte ikke implementeret endnu. Eller også bliver den mødt med usikkerhed og ekstraarbejde. Et eksempel: På en kommunal borgerservice, der skal effektivisere og servicere borgerne via en telefon-robot, skabes der i stedet forvirring og øget pres, fordi borgerne ikke forstår, hvad telefonrobotten siger, eller endnu værre: telefonrobotten reagerer ikke på deres kommando. ”Gør det hurtigt og nemt at forstå,” lyder den digitale stemme, og hvem kan det, hvis spørgsmålet handler om, at en ældre har mistet sin tegnebog med både pas, kørekort og sundhedskort. Intentionerne er gode, men hvis de ikke tænkes igennem, bliver løsningerne let symbolske og skabt for teknologiens skyld og ikke mennesker. Ydermere kan det netop føre til en form for opgivenhed hos borgerne.
Rejsen fra FOMO til Fatique er kort men efterlader os i ingenmandsland
FOMO i AI-konteksten er ikke bare en bivirkning. Det er en indikator på vores teknologiske samtid og burde være en indikator på, hvor der er behov for mere langsomhed, etik og omtanke. Spørgsmålet er, om vi ved at anerkende FOMO som en psykologisk og strukturel mekanisme kan integrere den i strategisk tænkning og i stedet spørge, hvad det er, vi er bange for at gå glip af. Så længe vi stiller spørgsmålene, er vi menneskelige og vågne, men når vi mister lysten til at stille dem, er der risiko for, at vi også ser faldende motivation også sker et fald af den vigtige ingrediens, nemlig de etiske overvejelser og beslutninger, der er menneskeskabte og håbefulde. Det modsatte af fatique.
