Af Marianne Steen & Pernille Tranberg
Blog. Hele miseren om udbredelse og deling af nøgenbilleder blandt børn og voksne har en god forklaring. Langt de fleste mennesker aner ikke, hvad det vil sige at være et offentligt menneske. De fleste af os har i det seneste årti accepteret, at det er helt ok at være offentlig-by-default – altså offentlig som standardindstilling, når vi bruger vores mobiltelefoner og går på Facebook, Twitter, Instagram og andre sociale medier. Vi skal aktivt vælge det fra, hvis vi ikke vil være offentlige og have alle vores data høstet og delt med tredjeparter. Ofte er det umuligt og meget besværligt, og der findes endnu kun få alternativer, der tilbyder privacy-by-default.
Vi har sendt os selv og vores børn ud på sociale medier uden at forstå endsige diskutere, hvad det betyder for os som mennesker pludselig at være offentlige. Vi har fokuseret på alle de mange gode demokratiserende ting, der også er ved sociale medier og apps, men vi har glemt at diskutere, hvad de også betyder; vi er blevet gennemsigtige mennesker, og det er vi nødt til at lære at håndtere.
Vi skal håndtere vores digitale identiteter og forstå, hvad vi vil have er offentligt, og hvad vi ønsker er privat
Vi ser børn, unge og voksne dele deres inderste tanker i offentlige dagbøger, som i gamle dage havde lås på, så selv ikke de nærmeste havde adgang. Vi ser folk vise sider af sig selv, som vi faktisk ikke ønsker at få indblik i, men som vi modtager uforvarende og ofte med krummede tæer. Vi har sågar set en ung pige lægge sit selvmords-afskedsbrev ud som en Youtube-video. Vi har ikke forstået eller taget stilling ting, at når vi udstiller de private sider af os selv på den måde, så bliver vi ufatteligt sårbare. Denne individuelle offentlig-by-default kommer til at have nogle uønskede konsekvenser:
- Vi ødelægger langsomt vores selvværd. Undersøgelser i England viser, at især unge piger rammes på selvværdet pga sociale medier)
- Flere og flere af os vil gå i samme retning, fordi det for er svært og hårdt at gå imod strømmen. Allerede nu er der forandringer i den måde, vi søger på, fordi vi ved vi bliver overvåget og derfor undgår f.eks. at læse om terrorisme
- Nogle af os vil blive udstødt og diskrimineret, fordi det er så nemt at forskelsbehandle – nu man ved så meget om alle os individer
Alt dette handler om vores privatliv og retten til vores privatliv. Noget som mange mennesker har tænkt som et individuelt problem; Jeg har da ikke noget at skjule. Men som i bund og grund er et samfundsmæssigt problem, og når tech-giganter i det senere årti har sagt at privacy er fortid, så er det fordi tech-giganter tjener rigtig mange penge på de persondata, de kan høste og bruge.
Journalister operererede engang med to begreber om kilder; de professionelle, som man kunne citere for det, de sagde, og de uprofessionelle, som man tog hånd om, beskyttede og sagde; måske du ikke lige skal sige det og det, for så risikerer du at blive fyret. Den journalistiske gatekeeper-rolle er for længst død. I dag er alle deres egne journalister, så snart de har en Instagram-profil. Derfor skal alle lære at passe på deres digitale identitet. For nogle sker det på den hårde måde, hvor de selv eller andre kommer til at udstille private sider, som de egentlig ikke ønskede udstillet eller de bliver hacket og deres data solgt og delt mod ens vilje.
Det er altid svært at handle, når skaden er sket, men selvfølgelig er der ting, man kan gøre for at begrænse skaderne. Men allerbedst er det selvfølgelig at forebygge. Vi skal hver især gøre op med os selv, hvad er privat for en selv, og sikre, at det ikke ligger offentligt tilgængeligt. Der er masser af værktøjer til at lære at beskytte det, der er privat. Samtidig kan man arbejde for at fremme det, der er fagligt og professionelt, for når man søger på et navn i dag på en søgemaskine, så er det efterhånden ens CV. Det er for mange værre at være udstillet på Googles søgeresulater side 1-3 end det er at være udstillet på forsiden af Ekstra Bladet. Der er færre læsere og avisen holder en dag. På nettet ligger det der for altid.
