Et vaccinepas står for mange som døren til det forjættede land – dér hvor vi kan samles med familier og venner igen uden begrænsninger, rejse ud i verden, feste, tage på Roskilde og benytte alle de andre kulturtilbud, vi har været afskåret fra og savnet i snart et år.
Politikere og brancheorganisationer reagerer også intuitivt positivt på vaccinepasset. De ser det som et godt redskab til at komme væk fra generelle restriktioner og lockdown af hele samfundet og hen mod en bedre balance mellem økonomisk aktivitet og corona-bekæmpelse.
Måske glemmer vi i farten, at vaccinepasset ikke er en del af den analoge verden, vi længes efter, men en digital udgave. De fleste forslag til et digitalt pas omfatter en app til mobiltelefonen, der skal vise, om en person har modtaget vaccine mod coronavirus. Nogle løsninger indeholder andre oplysninger om fx COVID-19 antigentests, antistoffer efter infektion og om personens smittehistorik. På den måde opsamler vaccinepasset løbende sundhedsoplysninger om smitteudviklingen hos den enkelte person, og disse oplysninger kan så deles med de aktører, der har en interesse i at kende personens sundhedsstatus i forhold til corona.
Det lyder jo nemt og effektivt, og flere tech–virksomheder er da også klar med løsninger til et vaccinepas. Bl.a. arbejder IBM med en blockchain–baseret løsning, hvor passet genereres og stilles til rådighed for brugeren som en QR-kode.
Et vaccinepas fremstår derfor allerede nu som en reel og snart tilgængelig løsning, der kan gavne os alle sammen, både som borgere, virksomheder og samfundet som helhed.
Usikkert beslutningsgrundlag
Hvad er så bagsiden af det? På Ada Lovelace Institute i London har et tværfagligt hold af immunologer, epidemiologer, sociologer, jurister, historikere og eksperter indenfor folkesundhed, etisk og teknisk systemdesign brugt januar og februar måned på at undersøge de risici og konsekvenser, der er forbundet med udbredelse af et vaccinepas.
De peger bl.a. på disse tre grundlæggende risikofaktorer:
- En vaccinationsstatus kan i dag ikke ses som er klart eller afgørende bevis for, at en vaccineret person ikke udgøre en smitterisiko for andre, fordi vi måske kan overføre smitten.
- Et vaccinepas vil øge friheden for nogle, men for dem uden pas, vil det afskære dem fra at bruge deres friheder.
- Oprettelsen af en digital infrastruktur til vaccinepasset er forbundet med en række risici og problemer, som ikke er afdækket og håndteret.
Ekspertgruppen peger også på, at der er behov for at fastlægge og begrunde, hvad formålet er med passet, hvorfor nogle skal have adgang til lempelse fra de nuværende restriktioner, mens andre ikke får denne adgang. Helt basalt er der behov for lovgivning på området, der tager højde for formålet, den påtænkte anvendelse, håndhævelsesmekanismer og klagemuligheder. Og så er der tilpasningen til den internationale udvikling, der skal muliggøre at vaccinepasset kan anvendes i andre lande. Kort sagt, beslutningsgrundlaget for at indføre et vaccinepas er ikke på plads.
Frihed for nogle, diskrimination af andre
Når vi vurderer vaccinepasset fra et dataetisk perspektiv, er det problematisk, at det medfører forskellige vilkår for borgerne i forhold til at bevæge sig rundt, forsamles med andre, få adgang til tjenester og services, og deltage i samfundsaktiviteter, kulturelle og kommercielle tilbud.
Det er potentielt mange mennesker, der vil blive udelukket fra få et vaccinepas: personer der på grund af sygdom ikke kan tåle vaccinen, kvinder der er gravide og ammer, personer med andre fornuftige grunde til at afvise vaccine, men også dem, der af andre årsager fravælger vaccinen, børn under 16 år og sikkert flere.
I praksis er vi derfor nødt til at spørge os selv, om vi kan acceptere, at den gravide kvinde ikke kan tage på hotelferie med sin familie? At den ammende mor ikke kan tage en aften fri og gå til festival med sine veninder? At unge teenagere bliver udelukket fra sportshaller og klubber? Eller at personer med allergi overfor vaccinestofferne ikke får adgang til teatre og museer? Effekten er i alle tilfælde forskelsbehandling på grund af køn, alder eller sundhedstilstand. For andre gruppe kan forskelsbehandlingen knytte sig til filosofisk eller politisk anskuelse, sociale eller andre forhold som er omfattet af EU charterets forbud mod diskrimination.
Kontrol med egne data og overvågningsrisiko
Det dataetiske princip om individuel datakontrol er også i spil. Noget tyder på, at IBMs sundhedspas sætter brugeren i stand til at bestemme, hvem der skal have adgang til hvilke oplysninger i passet. En schweizisk løsning opbevarer kun oplysningerne på den mobil, hvor app-en er downloaded og er i øvrigt udviklet med dataminimering i designet.
Men i den danske udgave, vil oplysningerne med stor sandsynlighed blive hentet ind i løsningen fra Sundhedsdatastyrelsen efter indsamling forskellige steder i sundhedssystemet og hos testcentre. Og hvem har så den reelle kontrol over de data, der ligger i passet?
Vi må derfor allerede nu afdække, om corona-passets oplysninger og den valgte teknologi indeholder en skjult risiko for overvågning. For hvem kigger med på coronaprofilen hos myndighederne og leverandøren? Og hvem træffer beslutning om, hvem der har adgang til at foretage analyser af fx gennemførte test, teststeder og hyppighed, smittehistorik, nære kontakter og andre oplysninger, der måtte ligge i vaccinepasset.
Mennesket i centrum
En anden dataetisk fordring er, at et vores brug af data først og fremmest skal gavne det enkelte menneske. Når vi efterlader store grupper af borgere under et restriktionsåg, fordi de ikke kan få udstedt et vaccinepas, er vi på vej ned ad en vej, hvor forholdet mellem indgrebet og de gener, det giver, ikke fremstår som rimeligt.
Målet om at bekæmpe corona helliger dermed vaccinepasset som middel. Det ligger dels meget langt fra det generelle proportionalitetsprincip, der er styrende for indgreb i rettigheder og friheder. Dels fra princippet om, at mennesket er et mål i sig selv – et princip som kendetegner demokratiske samfund og en velfærdsstat som den danske, der bygger på lighed og retfærdighed.
Behov for helhedsvurderinger
Med disse mulige konsekvenser in mente kalder vaccinepasset på et langt bedre oplysningsgrundlag for den politiske beslutning om at indføre et vaccinepas. Det omfatter både bedre klarhed over de epidemiologiske og virologiske aspekter, og en grundigere retlig-sociologisk vurdering af de risici og konsekvenser et vaccinepas har for vores frihedsrettigheder og for vores samfund– både på kort og lang sigt.
Dertil kommer anbefalingerne fra den engelske ekspertgruppe, der er nævnt ovenfor om lovgrundlag, håndhævelsesmekanismer og klagemuligheder.
At bekæmpe conoravirussen udgør både et legitimt og ønskeligt formål. Vi har alle en interesse i, at staten sikrer folkesundheden og samfundsøkonomien. Men måden det virussen bekæmpes på skal holde sig inden for rammerne af demokratiske principper og være til gavn for det enkelte menneske.
