Alt imens Europa arbejder på at opnå tech suverænitet og opbygge egen kontrol over data, er de danske medier i gang med at gøre sig endnu mere afhængige af de gigantiske datamonopoler. De vil som i Australien have vedtaget en lov, hvor platforme, der huser det indhold, de har foræret dem det sidste årti, skal betale penge for selvsamme indhold. Men med en aftale gør de sig endnu mere afhængige af big tech fremfor at arbejde strategisk og langsigtet på at vinde kontrollen tilbage. Her er forslag til hvad medier og Joy Mogensen kan gøre.
I tirsdags var jeg i debat med Lea Korsgaard fra Zetland og Anders Krab fra Berlingske Media på P1. Lea vil ikke have en lov, der tvinger tech til at betale, fordi Zetland får så meget ud af at bruge Facebook som en rekrutteringsplatform af nye medlemmer, mens Anders vil, for det er da fair, når de nu bruger penge på at producere indholdet. Leas argumenter bakkes op af en række nye medier ifølge MediaWatch, men jeg hylder en tredje vej: Arbejd jer ud af afhængigheden af Facebook fremfor at gøre jer mere afhængige af den – og byg jeres egen platform.
I dagens udgave af Mennesker og Medier blev mine budskaber desværre fuldkommen misforstået. Mit forslag om at bygge en dansk platform for dansk kvalitetsindhold blev opfattet som om jeg har foreslået, at man skal bygge et nyt Facebook i Danmark eller en søgemaskine i konkurrence med Facebook og Google. Dét er utopi. Men jeg har siden 2012 argumenteret for, at man skal bygge en dansk platform for danske kvalitetsnyheder a al det Infomedia, vi allerede har for virksomheder; altså et infomedia for danske mediebrugere. I Holland byggede man efterfølgende et Blendl. Men mit forslag blev ditchet – det kan vi da ikke finde ud af, lød det, ligesom det blev ditchet – på forkert grundlag – i Mennesker og Medier.
Danske medier samarbejder kun selektivt
I stedet vil danske medier lade sig indfange endnu mere af en ulovligt, uetisk, skatteunddragende, datamisbrugende platform, der er møgligeglad med danske nyheder og væsentlighed. Danske medier vil gerne samarbejde, når de synes DR bliver for stor, og de vil også gerne samarbejde om kollektivt at forhandle for at få Facebook til at hoste op. Men hvorfor vil de ikke samarbejde om en fælles distributionsplatform på danske hænder fremfor at Facebook og Google ender med at sidde på distributionen og prioriteringen?
Lidt baggrund, der måske kan forklare det. Allerede i 2012-2013 arbejdede jeg som redaktionel udviklingschef i Berlingske Media sammen med Stig Ørskov, der dengang var nr to i JP Pol, i næsten et år på en ide om en fælles distributionsplatform for dansk publicistisk indhold. Vi var faktisk oppe at køre over, hvor banebrydende ideen var, men den blev slået ihjel af Stigs chef, Lars Munch, der ikke ville hjælpe Berlingske med at overleve. Siden er ideen blevet totalt afvist af JP Pol, der ejer en stor del af Infomedia.
Så hellere give Facebook magten? Nå, men lad os nu se, hvad der kommer ud af forhandlingerne mellem Facebook og danske medier. Mit bud er, at Facebook bliver vinderen – ligesom i Australien.
Medier og politikere bør skrue ned for Facebook
Jeg ønsker medierne held og lykke, men det gør ondt i mit journalistiske DNA, for jeg tror på, at rigtig mange mange danskere og ikke mindst skoler ville bruge en platform for dansk kvalitetsindhold i takt med, at flere og flere ikke orker Facebook mere (de unge er for længst væk) og måske i takt med at Europa får reguleret Facebook og sat den på plads i forhold til dens misbrug af persondata og deres monopol. Samtidig kunne politikere og offentlige websites bakke jer op ved at skrue voldsomt ned for brugen af Facebook (Mette Frederiksens brug af Facebook er jo en skændsel) og I kunne bruge Facebook som det den er: En markedsføringsplatform. Facebook er en platform for amatører – den har aldrig selv bedt om professionelt medieindhold – og er først og fremmest til for, at folk kan dele deres interesser og andet privat indhold. I medier har så mast jer på med jeres professionelle indhold, således at halvdelen af alle danskere i dag får deres nyheder fra Facebook, lød det i Mennesker og Medier.
Faren ved at indgå samarbejde med Facebook for at få dem til at betale er både, at I legitimere en ulovlig og uetisk platform. At I bliver endnu mere afhængige af en kommerciel platform, der – ganske forståeligt – prioriterer indhold (dvs klikbart tabloid indhold) efter hvor mange penge de kan tjene – ikke hvor væsentlig indholdet er. Facebook har ikke det demokratiske DNA som mange publicistiske medier har. Og så peger Jakob Nielsen fra Altinget på en meget væsentlig ting: Hvis I får flere og flere penge på Facebook, hvorfor så egentlig blive ved med at bruge så mange danske skattekroner på mediestøtten?
Vi kan godt selv
Hvorfor tror mange dansker ikke på os selv mere? Joy Mogensen siger det er for sent og at vi bare må omfavne Facebook. Det er da fx lykkedes i Danmark at opbygge et alternativ til bl.a. Facebook i skolerne, nemlig Aula. Mange kritiserer Aula, men det skal nok blive godt, når børnesygdommene er ovre. Skolebørn, forældre og lærere er tvunget til at bruge den, og derfor er den blevet et reelt alternativ til Facebook.
I stedet for at kræve betaling af Facebook kan Joy Mogensen gøre følgende:
- Indfør en digital annonceafgift. Ja det rammer også publicistiske danske medier, men Google og Facebook sidder jo på broderparten
- Sæt penge af til at opbygge en fælles distributionsplatform for kvalitetsindhold. Hvert medie får betaling afhængig af brug som det i dag sker på det professionelle Infomedia. Giv alle danskere, der betaler licens, adgang og etabler en fair forretningsmodel for de private betalingsmedier
- Politikere bør gå sammen med alle andre i regeringen og holde op med af bruge Facebook som var den en acceptabel digital infratruktur for al dansk kommunikation. Brug jeres egne platforme (jeres hjemmesider) og brug ALLE sociale medier som markedsføringen af snippets af jeres indhold med det formål at få dem ind på egen platforme
- Lad alle offentlige websites følge trop og bygge deres hjemmesider op og langsomt gå i gang med afvænningen fra Facebook.
Hør også Ane Cordsens podcast med kulturminister Joy Mogensen.