I 1960’erne opstod bevægelsen The New Communalists i USA. Ideen var at trække sig ud af samfundet og opbygge deres egne samfund uden for mainstream. På overfladen kunne de opfattes som venstreorienterede, fordi de trak sig tilbage fra det borgerlige amerikanske samfund. Men i virkeligheden var de libertarianske pionerer, der realiserede den amerikanske drøm om at opdage og kolonisere nyt land og opbygge stærke samfund baseret på den enkeltes innovative kræfter og moderne teknologier. I 1980’erne kom en ny teknologi, der var perfekt egnet til formålet. Internettet. Og i dag har vi fået et anarkokapitalistisk, teknologifetichistisk samfund. Det er bare ikke længere hundrede mennesker i en skov som for 50 år siden. Det er flere milliarder mennesker, der er indrulleret i den cyberlibertære drøm, hvor vi løbende har arbejdet på at ødelægge de institutioner, der holder det demokratiske samfund sammen.
Dette er en analyse af, hvordan internettet blev udviklet, og hvordan det endte. David Golumbias bog Cyberlibertarianism The Right-Wing Politics of Digital Technology fra 2024 er hovedkilden. Billedet er fra The Whole Earth Catalog om at droppe ud af samfundet.
Lyt med på podcasten Fremtiden Forfra hvor Peter Svarre er interviewet om emnet her. Findes også på alle de sædvanlige podcast-platforme
Jeg har i stort set hele mit liv været en af internettets største fanboys. Jeg elskede friheden ved at næsten al viden i verden var tilgængelig, og at virtuelle fællesskaber bragte alskens mennesker sammen i demokratiske og egalitære fællesskaber. Derfor var min undren også stor da Silicon Valleys vigtigste og mest magtfulde teknologifyrster den 4. september 2025 knælede for Donald Trump – som i min optik står for det diametralt modsatte af internettets drømme om frihed og fællesskab. Bevares, virksomheder som Meta, Google og Amazon er ikke uskyldsrene frihedskæmpere – de er globale og monopolistiske virksomheder, der kæmper om rå profit – men jeg havde dog en barnlig tro på, at internettets idealer levede som en lille flamme dybt inde i tech-chefernes kolde pekuniære hjerter.
Al magt til den stærke leder
Min undren var dog ikke helt ny. Allerede før Trumps anden præsidentperiode havde vi set tendenser til, at filosofien i Silicon Valley begyndte at antage autokratiske former. I 2023 publicerede Marc Andreessen The Techno-Optimst Manifesto, som var et forsvarsskrift for, at teknologisk acceleration bedst varetages af stærke teknologiledere og ikke af svagpissende bureaukratiske politikere og teknologietikere. Samme toner hørte man fra Paul Graham som på sin blog i september 2024 talte om Founder Mode – idéen om den stærke virkshomhedsstifter, som med enevældig magt er inde over alle aspekter af virksomhedens ledelse og skærer igennem fedtlaget af overflødige mellemledere (læs: Vi skal lede som Steve Jobs). Og både Graham og Andreessen hørte til mainstream-stemmerne i Silicon Valley. Længere ude i ekstremerne fandt vi folk som Peter Thiel, der åbenlyst er en modstander af demokrati som styreform, samt den mystiske tech-goth-profet Curtis Yarvin, som bevæger sig i krydsfeltet mellem den politiske og teknologiske sfære og i øvrigt mener, at det amerikanske demokrati bør udskiftes med en ny form for monarki. Både Yarvin og Thiel er indflydelsesrige stemmer i Silicon Valley, men har også spillet en væsentlig rolle i udpegelsen af J.D. Vance som vicepræsident.
Vi ønskede liberale revolutioner, men fik et demokratisk sammenbrud
Og endelig var min tro på internettets frisættende potentiale måske heller ikke så stærk, som den var for bare ti år siden. Stort set alle social mediarevolutionerne i Mellemøsten og Østeuropa er endt i blodig vold, borgerkrige og om muligt endnu stærkere autoritære regimer, som nu anvender digital teknologi, overvågningskameraer og kunstig intelligens til at undertrykke deres befolkninger. Decentraliseringen af medieverdenen og såkaldt borgerjournalistik er endt i et post-sandhedssamfund, hvor ideologiske modstandere kun kan finde ud af at råbe af hinanden på tværs af uoverstigeligt dybe algoritmiske kløfter. Og i øvrigt er de såkaldt decentraliserede medier som Twitter/X i stigende grad blevet overtaget af autokratiske ledertyper, som ved hjælp af algoritmer påvirker og skævvrider drømmen om den frie samtale. Og endelig er der ikke meget der tyder på, at 30 år med internettet har gavnet demokratiet i bred forstand – tværtimod har troen på demokratiet aldrig været lavere, hverken på højrefløjen, der hylder den stærke leder, eller på venstrefløjen, som i stigende grad har mistet troen på at demokratiet kan løse globale problemer som f.eks. klimakrisen.
Hvor gik det galt?
Det er tydeligt, at noget er helt råddent i internettets kongerige. Men hvad skete der egentlig? Hvornår kørte internettet – denne fantastiske demokratimaskine – af sporet? Var det allerede i halvfemserne da internettet i stigende grad blev kommercialiseret? Var det i begyndelsen af årtusindet da Google lagde fundamentet for overvågningskapitalismens rovdrift på privatliv? Eller hænger det sammen med den helt enorme centralisering af kapital, som har placeret hele otte teknologifyrster blandt verdens ti rigeste mennesker?
Når folk som jeg – der har skrevet om internettet i 28 år – skal finde en forklaring på den digitale misære, leder vi ofte efter syndefaldet. Den dag hvor det renfærdige demokratiske internet blev korrumperet af udefra kommende kræfter, som skabte en pervers chimera af ulighed, overvågning, undertrykkelse og anarkisk vrede. Og svaret på internettets problemer er derfor oftest, at vi skal rulle internettet tilbage til den oprindelige drøm om åbenhed, decentralisering, lighed og autonomi. Kun sådan kan verden blive god igen. MIDA – Make the Internet Decentralized Again.
Men hvad nu hvis drømmen om internettet aldrig var demokratisk og egalitær? Hvad nu, hvis internettet allerede fra sin fødsel var svøbt i stærkt antidemokratiske ideologier? Hvad nu hvis der går en lige linje fra det tidlige Arpanet over Usenets og Mozilla og direkte til teknologifyrsternes knæfald for en autokratisk leder? Hvad nu hvis Silicon Valley ikke hylder en totalitær verden ud af opportunisme, men derimod fordi totalitarisme er dybt indlejret i vores drømme og forestillinger om den digitale verden?
Det er argumentet i David Golumbias noget oversete bog Cyberlibertarianism – The Right-Wing Politics of Digital Technology, som udkom i 2024, men som kun bliver mere og mere aktuel i takt med, at den politiske ånd i Silicon Valley bliver mere og mere autokratisk og indvævet i Donald Trumps totalitære angreb på det amerikanske samfund.
The New Left vs. The New Communalists
Golumbia søger tilbage i internettets tidlige utopiske drømme om demokrati, åbenhed og decentralisering og spørger, hvad disse ord egentlig betyder, og hvor de kommer fra. Og det bringer os tilbage til 1960’erne og 1970’erne, hvor en gruppe – tilsyneladende – venstreorienterede hippier begynder at udvikle et symbiotisk forhold til moderne teknologier. Det er på sin vis ikke en specielt ny observation – det har længe været alment kendt, at internettets utopiske drømme havde deres rødder i en særlig ånd, som udsprang af new age miljøer på den amerikanske vestkyst. Tænk blot på Steve Jobs’ omfavnelse af buddhisme og meditation.
Det interessante i Golumbias bog er, at han blandt denne brogede flok af hippier og venstreorienterede skelner mellem The New Left og The New Communalists. The New Left var de politisk orienterede aktivister, som anvendte traditionelle politiske metoder som demonstrationer, valg og foreninger til at gennemføre deres drømme. The New Communalists derimod var en helt anden gruppe, som i frustration over traditionel politik og bureaukrati valgte at melde sig ud af samfundet og skabe deres egne egalitære og demokratiske fællesskaber uden for det etablerede samfund. Idéen var at leve forandringen gennem sin egen krop, ved fysisk at melde sig ud af samfundet og eksperimentere med alternative måder at realisere drømmen om frihed og fællesskab. Turn on, tune in, drop out som Timothy Leary formulerede det i 1966.
The New Communalists kunne godt på overfladen opfattes som venstreorienterede, fordi de valgte at melde sig ud af det borgerlige amerikanske samfund. Men i virkeligheden kan de – ifølge Golumbia – bedre beskrives som libertarianske frontier cowboys, som udlevede den amerikanske drøm om at opdage og kolonisere nyt land og skabe stærke fællesskaber bygget på individets innovative kraft og moderne teknologier.
Et katalog om at droppe ud
Én af denne bevægelses vigtigste bannerførere var Steve Brand, som var redaktør af The Whole Earth Catalog, som udkom for første gang i september 1968. Tidsskriftet var en løjerlig blanding af new age filosofi, boganmeldelser og katalog over praktiske redskaber og teknologier, som kunne være nyttige, når man skulle overleve i den ubarmhjertige amerikanske natur. Men Whole Earth Catalog var ikke bare et tidsskrift – det udviklede sig over årene til at være et netværk af mennesker, der kommunikerede med hinanden om nye måder at leve og organisere sig på uden for det borgerlige samfund. På den måde var tidsskriftet med til at forme forestillingen om, at utopiske fællesskaber kunne skabes ved at melde sig ud af det etablerede samfunds bureaukratiske institutioner, og at disse fællesskaber blev stærkere og mere innovative ved at anvende moderne teknologier som for eksempel LSD (bevidsthedsudvidelse) eller geodesic domes (beboelse).
De fleste af disse alternative fællesskaber i det amerikanske vildnis led naturligvis en krank skæbne. Dyrkelsen af anarkistiske styreformer og afvisningen af traditionel politik resulterede i udsumpet kollaps, men langt oftere i opkomsten af autoritære lederskikkelser, som forvandlede mange af disse new age fællesskaber til kultlignende og stærkt hierarkiske dystopier.
The New Communalists døde langsomt ud i løbet af 70’erne og 80’erne, men Steve Brands drømme om utopiske fællesskaber uden for det etablerede samfund levede videre. Og i 80’erne begyndte en ny teknologi – som egnede sig perfekt til formålet – at gøre sit indtog. Op gennem 60’erne og 70’erne havde internettet eksisteret som en lukket teknologi for computervidenskabsfolk på amerikanske universiteter, men i 80’erne begyndte internettet at blive anvendt af mennesker uden for den akademiske verden. Steve Brand og kredsen rundt om Whole Earth Catalog så mulighederne i denne nye teknologi for at realisere den bristede drøm om alternative utopiske fællesskaber uden for det håbløst forældede traditionelle samfund.
Brand forvandlede i 1985 papirmediet Whole Earth Catalog til The Whole Earth ‘Lectronic Link (the WELL), som var ét af internettets tidligste online fællesskaber. Men det var ikke blot et online fællesskab, hvor man kunne udveksle jokes og nørdet viden, det var også samlingspunktet for en ny digital åndselite, som var med til at forme og skabe fortællingen om det internet, som 10 år senere ville eksplodere ud i offentligheden. Og fortællingen var, at internettet var en forlængelse af the new communalists drøm om at skabe et samfund uden for samfundet. Et samfund bygget på idéen om, at teknologier kan frisætte mennesker, et samfund der ville gøre op med alt det gamle og støvede i traditionelle vestlige demokratier, et samfund der ville disrupte og nedbryde det eksisterende, og et samfund, hvor traditionel partipolitik og demokratisk deltagelse ville blive afløst af nye teknologiske og markedsbaserede principper.
Lad os være!
Den nye cyberlibertarianske filosofi fik sågar et manifest formuleret af John Berry Barlow, som i øvrigt var skribent for hippiebandet The Grateful Dead. Den mest kendte passage i manifestet lød således:
Governments of the Industrial World, you weary giants of flesh and steel, I come from Cyberspace, the new home of Mind. On behalf of the future, I ask you of the past to leave us alone. You are not welcome among us. You have no sovereignty where we gather.
Det fantastiske ved cyberlibertarianisme som den bliver formuleret af folk som Brand og Barlow er, at den fremstår ganske upolitisk og på den måde kan den appellere til både venstrefløjen og højrefløjen. Venstrefløjen kunne identificere sig med begreber som demokratisering, fællesskab og lighed, mens den libertarianske højrefløj kunne identificere sig med idéerne om disruption, innovation og frit initiativ. Derudover talte filosofien fint ind i den end-of-history-tidsånd, der herskede op gennem halvfemserne. En tidsånd, hvor man troede på, at vi var hinsides politik, og at fremtiden primært bestod i at justere nogle teknologiske håndtag.
En ulv i fåreklæder
Men, siger Golumbia. Den cyberlibertarianske filosofi er i virkeligheden en ulv i fåreklæder. Den fremstår upolitisk, men i virkeligheden er den gennemsyret af en anarkokapitalistisk, libertariansk frontiermentalitet, som søger at disrupte velfungerende demokratiske samfund for at give plads til de stærkeste individer, der kan manøvrere i denne nye digitalt disruptede verden. I starten handler cyberlibertarianisme mest om at bygge et alternativt digitalt samfund (som John Berry Barlow formulerer det), men i takt med at den digitale verden i dette årtusind smelter sammen med den gamle verden, handler cyberlibertarianisme om, at hele verden skal disruptes. Cyberhippierne lever ikke længere i deres skøre fællesskaber. De står ved rorpinden, og det er deres filosofi om disruption og frigørelse gennem teknologi, som er blevet vores årtusindes hegemoniske fortælling.
Når cyberlibertarianere taler om demokrati og demokratisering handler det altså ikke om, at digitale teknologier skal støtte op om demokratiske samfund og demokratiske institutioner. Tværtimod handler det om, at disse gammeldags og støvede relikvier fra en svunden tid skal smadres og nedbrydes for at give plads til nye anarkiske eller anarkokapitalistiske styreformer, hvor kreative og stærke individer kan strække deres vinger ud og bygge det nye digitale utopiske samfund.
Ingen demokratisk institution er blevet skånet
Ikke overraskende har konsekvensen af cyberlibertarianismen været et massivt ideologisk og praktisk frontalangreb på stort set alle det demokratiske samfunds institutioner.
Journalistik – også kendt som den fjerde statsmagt – er gennemdisruptet i en sådan grad, at branchen ligger på bunden af havet og gisper efter luft i et hav forurenet af fake news og idéen om at alle mennesker har ret til at leve i deres egen faktuelle virkelighed.
Leksikaer og ekspertviden på internettet døde med Wikipedia og filosofien om, at enhver amatør har lige så meget ret til at skrive om klimaforandringer som eksperter med 30 års erfaring og forskning i ryggen.
Finansielle systemer knirker og sprækker under presset fra kryptovalutaer, som forsøger at ”demokratisere” og disrupte centralbanker og demokratiske samfunds pengesystemer.
Virksomheder forsøger desperat at disrupte og decentralisere sig selv og forme sig efter det cyberlibertarianske billede, hvor hierarkier udskiftes med anarki og autonomi.
Og fagforeninger og politiske partier fremstår som forældede og overflødige institutioner i en tid, hvor man hylder bottom-up beslutninger, innovation og hurtige beslutninger.
Og det smarte ved hele dette frontalangreb på demokratiske samfund er, at angrebet fremstår ganske upolitisk. Internettet er jo i sin natur demokratisk og frisættende, så hvis bare vi blindt følger den medfølgende cyberlibertarianske filosofi, skal verden nok blive et bedre sted.
Som Golumbia skriver i en central passage i bogen:
In one sense, cyberlibertarianism as it is practiced across the political spectrum can be summarized into a single, paradoxical tenet: mass adoption of ubiquitous computerization produces social and political freedom. Therefore, in the name of freedom, this story goes, society has no choice about whether to exercise its power by any means other than markets (or market-like mechanisms). The greatest tool to produce freedom in our time, then, requires us to abandon all nonmarket forms of political power.
Problemet ved cyberlibertarianisme er, at vi har fået lige præcis det, som Steve Brand og John Perry Barlow drømte om i 70’erne. Vi har fået et anarkokapitalistisk og teknologifetichistisk samfund. Det er bare ikke længere 100 mennesker i en skov, men flere milliarder mennesker, der er blevet indrulleret i den cyberlibertarianske drøm om brænde hele lortet ned til grunden.
Anarki avler autoritære ledere
Og så er vi tilbage ved denne artikels begyndelse. For i virkeligheden er det måske ikke så underligt, at vores demokratiske samfund er udfordrede. Vi har jo bevidst arbejdet i 20-30 år på at disrupte de institutioner, som holder sammen på det demokratiske samfund. Og måske er det ikke så underligt, at nogle teknologientreprenører bliver afsindigt rige og mere og mere autokratiske i deres mindset. Som vi allerede så det i 70’ernes modkulturelle bevægelser har anarki det med at avle autoritære ledere, som trives i anarkiets mangel på institutioner og anden modmagt, der kan holde deres karismatiske og økonomiske magt stangen. Og måske er det ikke så underligt, at vi lever i et dybt polariseret post-sandhedssamfund, hvor ingen lytter til hinanden længere. Vi har jo for længst opgivet idéen om, at nogle mennesker i kraft af deres erfaring og anerkendelse i hierarkiske systemer måske har en anelse mere autoritet end andre.
Med andre ord har cyberlibertarianismens vellykede korstog mod etablerede demokratier ikke overraskende efterladt os med en verden af politiske og korporate autokrater, demokratisk kollaps, demagogisk politik og en total mangel på tillid til samfundets bærende institutioner.
Når kuren bliver til gift
Og når fortalere for demokrati skal forsøge at finde en sidste redningsplanke ud af den digitale verdens malstrøm, rækker de blot ud efter cyberlibertarianismens kerneargumenter. Hvis blot vi kan decentralisere og disrupte endnu mere – hvis blot vi kan vende tilbage til den oprindelige og rene idé om internettet, så kan vi redde demokratiet. De tror at den digitale verden er blevet korrumperet af magt og penge, men i virkeligheden er det hele idéen om frisættelse gennem digital teknologi, der har skabt problemet.
Golumbias bog er et kraftfuldt argument for, at internettet, digitale teknologier og kunstig intelligens ikke per natur kommer til skabe en bedre verden og redde menneskeheden – heller ikke selvom man skruer tiden tilbage og forsøger at genfinde det tabte præ-kommercielle rene internet, hvor samtalen stadig var fri og hvor grimme kapitalinteresser ikke ødelagde festen. Det er dog også en meget kompromisløs bog, som tæver løs på både højre- og venstrefløj, og der er ingen tvivl om, at da David Golumbia døde lige før udgivelsen af sin bog, havde han ikke mange venner og allierede. Højrefløjen er som udgangspunkt de onde i bogen, men han går også til angreb på personer og bevægelser, som traditionelt opfattes som mere progressive. For eksempel har han ikke meget til overs for Wikipedia, Edward Snowden, Julian Assange og Electronic Frontier Foundation, som mange venstreorienterede typisk har betragtet som internettets helte. I Golumbias optik er disse mindst lige så cyberlibertarianske som Elon Musk eller Marc Andreessen.
Vi har brug for en ny fortælling
Men det væsentligste problem ved bogen er nok, at det kan være svært at se, hvad Golumbia ønsker i stedet for cyberlibertarianismen. Bogens klare styrke er kritikken og afdækningen af en magtfuld diskurs, som vi alle er blevet spundet ind i over de seneste 30 år.
Men hvis man skal tolke lidt mellem linjerne i bogen, ville bogens mere konstruktive pointe nok lyde således:
Teknologi er ikke deterministisk. Teknologi skabes af mennesker og udvikler sig sammen med de narrativer, vi skaber rundt om teknologien. Og lige nu er narrativet omkring digitale teknologier decideret antidemokratisk. Med andre ord har vi brug for et nyt narrativ for den digitale verden – et narrativ, hvor digitale teknologier ikke er sat i verden for at disrupte og nedbryde demokratiet, men hvor digitale teknologier anvendes til at styrke og forbedre eksisterende og ønskværdige demokratiske institutioner.
“Move fast and break things” bør udskiftes med ”move cautiously and build wisely”.
