Menneskeheden er en sølle livsform. I hvert fald, hvis man skulle tro de virksomhedsledere og andre AI entusiaster, der beskæftiger sig med ideen om “Artificial General Intelligence “(AGI) – den dag hvor maskinerne udkonkurrerer den menneskelige intelligens. Singularity bevægelsens stifter Ray Kurtzweil kalder ligefrem vores biologi et “outdated software “, og Elon Musk forudser en fremtid, hvor “biologisk intelligens” vil udgøre 1%. Og med raketlanceringen af generativ AI i alle sfærer af vores liv, er det da også blevet sværere og sværere at se det menneskelige potentiale. For hvis en maskine kan skrive en perfekt sang, en videnskabelig artikel, lave en film eller skabe et kunstværk, hvad er det så menneskeheden kan? Hvad er så specielt ved os mennesker?
I stedet for at følge blindt med i de fantasiløse AI guruers dommedags profitier, burde vi dog bruge vores egne fantasifulde og kreative kræfter til at forestille os en anden fremtid med AI. Til proaktivt at designe AI, der understøtter menneskelige kvaliteter, frem for at konkurrere med dem og nedgøre dem. Her kan vi hente inspiration fra den humanistiske tradition – verdenslitteraturen og kunsten, filmene, de humanistiske videnskaber – historie, psykologi, sociologi, antropologi, filosofi.
Den humanistiske tradition er nemlig dyb, rig, kreativ og fantastisk ”selvfed”. Den har gennem århundreder undersøgt og beskæftiget sig med menneskeheden i alle afskygninger – både vores begrænsninger, men især også vores kvaliteter og muligheder. Derfor er det også den, jeg trækker på, når jeg i min nye bog Human Power Seven Traits for the Politics of the AI Machine Age beskriver syv menneskelige træk, som AI burde understøtte – ikke forme: Kreativitet, Intuition, Følelse, Liv, Trods, Kærlighed og Visdom. De er unikke træk, som selvfølgelig ikke kan sammenlignes med en maskines datalagring og behandling, men det er også de træk, som er mest udfordret i dag.
Kreativitet
Vi bliver overrasket hver dag af nye AI-genererede billeder, videoer eller tekst, der ligner noget fra i morgen. Selvom de ligner menneskelig kreativitet, er den menneskelige kreativitet alligevel noget andet. Den har gennem historien spillet en afgørende rolle i filosoffers, videnskabsmænds, psykologers, kultur- og medieteoretikeres tænkning. Beskrevet som ikke kun som et kunststykke og en kunstners egenskab, men som en videnskabelig tilgang, en livskraft, en kulturkvalitet, selve menneskets evolution, og som en grundlæggende søjle i moderne økonomier. Men hvad sker der med vores samfund, når de økonomiske investeringer i AI stiger, mens investeringer i den kreative og kulturelle sektor daler?
Følelser
Mennesker identificerer sig med andre mennesker gennem fælles følelser, som f.eks. dem vores dødelighed skaber hos os. De har gennem hele menneskets historie været omdrejningspunkt for kunst, teater og litteratur lige fra græsk teater for 2000 år siden til 1920’ernes ekspressionisme. Mere end noget andet er mennesker nemlig følende og sansende væsener, og vi handler derefter. I videnskaben beskrives følelser som biologiske, hvilket sikrer mennskeartens udvikling, men de har også en social og en politisk dimension og styrer politiske strømninger i samfundet. Tænk bare på forskellen på EU Kommissionens præsident Ursula von der Leyens følelsesmæssige tilgang til Ukraine og den Amerikanske præsident Donald Trumps. Maskiner hverken har eller kan håndtere kompleksiteten af menneskelige følelser. Så hvad sker der med dem her i det 21. århundrede, når vores menneskeliv i stigende grad automatiseres?
Liv
Mennesker har altid drømt om at skabe liv ud af livløse eller døde ting – fra den græske myte om Deucalion og Pyrrha, der skabte smukke mennesker ved at kaste sten over deres skuldre, til Dr. Frankensteins monster til den kunstige intelligente maskine, AI guruerne drømmer om i dag. Men vi kunne også insistere på at forstå menneskeliv som en unik kvalitet, som vi ikke kan designe eller kopiere. Gennem historien har forskellige kulturelle tendenser og bevægelser værdsat menneskelivet på forskellige måder, og vi har skabt samfund, kultur og regler derefter. For vitalister og hedonister er menneskelivet for eksempel en unik identitet og drivkraft for menneskeheden. Hvordan værdsætter og betinger vi menneskeliv i det 21. århundredes AI maskinalder?
Intuition
Intuition bliver ofte beskrevet som et mystisk menneskeligt instinkt eller bare en “mavefornemmelse”. Så er det jo ikke så underligt, at lige netop menneskets intuition gennem historien har mødt masser af kritik. Menneskelig intuition er blevet beskyldt for at være en “uvidenskabelig” menneskelig bias i forklædning og den bør derfor ikke være grundlaget for beslutningstagning. Nogle mener ovenikøbet, at vores intuition lige så godt kunne erstattes med en algoritme. Men hvad nu hvis vi vendte det argument om og i stedet prøvede at forstå intuition som en menneskelig kvalitet? Det har man for eksempel gjort i filosofien, sociologien og psykologien, hvor man ser intuitionen som en unik menneskelig tilgang til verden, anderledes, og måske også mere human end den logiske maskinelle, men ikke i modstrid med den. Måske de to kunne kombineres? Og måske er der steder, hvor kun den menneskelige intuition dur?
Kærlighed
Vi har kærlighedshistorier verden over i alle kulturer og gennem alle tider. De fortæller os om socialt acceptable former for “omsorg” og ”kønsroller”, og de byder på råd om, hvordan vi bør udtrykke vores kærlighed. Vi ser “menneskelig kærlighed” som en menneskelig forbindelse mellem elskende, mellem forældre og deres børn. Men vi ser den også udtrykt i en stærke tilknytning til et fællesskab eller en gruppe, kærlighed til en politisk ideologi eller en sag, og måske kunne de kærlighedshistorier, vi hører også fortælle os noget om den menneskelige forbindelse, som vi bør basere vores sociale kontrakter med andre mennesker på? Hvad sker der med kærligheden, den menneskelige forbindelse og relation, når vores relationer automatiseres?
Oprør
Menneskets “oprør”, “kritik”, “modstand”, “ulydighed” kan være højlydt og insisterende, som når folk gik råbende på gaden under det ”Arabiske Forår” i de tidlige 2000erne; fuld af bevægelse, som når Greenpeace aktivister cirklede rundt om hvalfanger både i 1970erne; eller ubevægelig og tavs, som da Rosa Parks nægtede at flytte sig i en segregeret bus i 1955. Mange forfattere, filmskabere, kunstnere og musikere har gennem tiden beskæftiget sig med menneskets ”oprør”. Nogle beskriver det som et fælles menneskeligt vilkår; en modstand mod vores eksistens meningsløshed og absurditet. Andre forestiller sig det som et udtryk for det individuelle menneskes agentur. Men oftest ses det menneskelige oprør som den mest menneskelige reaktion på uretfærdighed, ulige økonomiske og de-humaniserende sociale forhold. Men hvad sker der med vores oprør, når vi konstant bliver overvåget, bedømt og vores handlinger forudset i en AI tidsalder?
Visdom
Siden kunstig intelligens tidlige historie i 1950’erne er forestillinger om maskinel “intelligens” blevet holdt op imod menneskets intelligens. Men går vi i dybden med de humanistiske perspektiver gennem historien er menneskelig intelligens – vores visdom – en langt mere nuanceret størrelse. Vores visdom er nemlig meget mere og andet end blot nyttig information, der lagres og behandles på effektive måder. Det er et unikt træk ved det menneskelig potentiale. Men hvad sker der med vores visdom, når vi i stigende grad beder maskiner om at tænke for os?
Gennem historien har den humanistiske tradition beskæftiget sig med alle mulige former for trusler mod menneskeheden og menneskelig umyndiggørelse – fra religiøs dogmatisme og fundamentalisme til statslig totalitarisme. Mon ikke også det er denne tradition, som i sidste ende bliver modgiften til nutidens AI-dogmatisme?
