ANALYSE. Der er adskillige ting, der burde genere med mig ved den nye sæson 4 af ”House of Cards” (HoC), specielt simpliciteten. For eksempel er figurerne på magtens tinde i Washington alt for endimensionelle. Enten er de stærke, eller også er blot brikker i et spil. Det gælder således den amerikanske udenrigsminister samt militærets øverstkommanderende, der begge optræder urealistisk inkompetent og naivt.
Det er ikke kunstnerisk frihed, men operationel bekvemmelighed. HoC mangler dybden og nysgerrigheden fra de episke dramaer, serien så åbenlyst aspirerer til, ”The West Wing,” og ”Sopranos. ”
Men det generer mig ikke, jeg forstår. Jeg er ikke i målgruppen for HoC, eller rettere, jeg er langt fra den eneste målgruppe, Netflix sigter efter. Den globale streaming-gigant går selvsagt efter volumen, og de fleste visninger opnås med godt håndværk. der kan nå ud i flest mulige verdenshjørner. Det vil sige et glasuragtigt drama iblandet alle nødvendige ingredienser: Spænding, sex, magt og politik, smukt spredt ud af dygtige instruktører og producenter.
Men HoC kan fortælle meget andet, og det meste handler om data.
Beregnede dramaer
Successerien er kendt for at have taget algoritmer til hjælp i til både ideudvikling og konstruktion. Det er sådan, Kevin Spacey fik hovedrollen, lige som adskillige instruktører blev valgt ud fra de kriterier. Selve handlingen er heller ikke originalt tænkt, men hentet fra BBC-serien af samme navn.
Markedsanalyser har altid været en uundværlig del af underholdningsindustrien. Det er et af de få forhåndenværende værktøjer, der kan minimere risikoen, når et projekt til et trecifret antal millioner dollar skal tjene pengene hjem. Filmhistorien er fuld af værker, der egentlig var tiltænkt en anden slutning eller måske endda casting.
Digitalisering har givet industrien et langt mere effektivt og præcist værktøj, data analytics. Resultatet er beregnede dramaer som HoC. Denne trend vil fortsætte og ikke kun for levende billeder. E-readers leverer data om kundernes, læsernes, adfærd, hvor lang tid brugt per side, hvor læseren holdt op med at læse og bunke andre parametre. Dermed har forlag og forfattere input til næste bog.
Men det er ikke kunst, mener Tom Yates, forfatterfiguren i HoC, da han bliver bedt om at skrive en tale baseret på vælgernes søgedata. Det er rigtigt, der skal mere til.
”Offentligheden er ligeglad med privacy”
Netop den uhæmmede anvendelse af data til politisk fordel er et af temaerne i HoC, og det er ikke noget tænkt eksempel. Som vi skrev i et nyligt nyhedsbrev, bruger senator Ted Cruz i den igangværende amerikanske valgkamp data fra blandt andet sociale medier for at appellere mest effektivt til vælgernes følelser og holdninger.
Lige som i det virkelige liv støder politikernes brug af data heller ikke på den store modstand i HoC. Da en af hovedpersonerne, den fiktive republikanske kandidat Will Conway, risikerer kritik for sin anvendelse af søgedata, vælger den talentfulde politiker at gå i offensiven. Han åbner sit hjem for offentligheden, på en måde. Conway offentliggør en lind strøm af webcasts, og det får de gryende protester til at dø hen. Hans politiske modstander erkender nederlaget: ”Offentligheden er ligeglad med privacy.”
Men det er selvfølgelig ikke nogen fair handel mellem magthavere og borgere. Will Conway burde have givet offentligheden adgang til sin smartphone og laptop. Men hvem ønsker at give fremmede den slags adgang?
Stol ikke på staten
Anvendelsen, misbruget, af data i HoC orkestreres af politikere, der enten repræsentere statsmagten eller ønsker den position. Måske er deres motiver en anelse lysere end portrætteret i HoC. Måske mener de at gøre det bedste, i det lange løb. Dette mulige dilemma bliver imidlertid aldrig undersøgt i HoC.
Statsmagten har de dyrebare data, men mangler evnerne til at omsætte den nye valuta. Derfor henvender man sig til private virksomheder og overtaler dem til at hoppe med på overvågningstoget.
I en tid hvor statsmagter, virksomheder og borgere tager livtag med en så ny og potent ressource som data, vil jeg foretrække at den var placeret i uden for statsmagtens rækkevidde. En af de mange årsager er, at virksomheders motiver er, om ikke ædle, så i hvert fald rationelle og forudsigelige. Med politikere ved man aldrig.
Datadreven model
Men HoC kan også fortælle om virksomheder og data. Netflix er et af dette århundredes største erhvervssucceser. Firmaet startede med at revolutionere videoudlejning tilbage i de analoge dage med dvd-skiver, men den måske vigtigste beslutning i virksomhedens historie blev truffet i streaming-markedets første år.
Netflix og resten af branchen gik efter at introducere smarte tv-bokse som vedhæng til fladskærmen. På den måde kunne man kanalisere og kontrollere alt sit indhold via denne proprietrære enhed. Men i sidste øjeblik skiftede CEO Reed Hastings strategi. Netflix droppede hardwaren og satsede i stedet på software og platforme. Indholdet ville være tilgængeligt på en bred vifte af apparater, fra spilkonsoller til laptops. Hastings traf den rette beslutning, spørg blot fordums kæmper som Yousee.
I dag er Netflix er en hastigt ekspanderende underholdningsgigant udi indhold og markeder. Firmaet er ikke medlem af Silicon Valleys magtkvartet ”The Gang of Four,” (Google, Facebook, Apple, Amazon), men klart en aspirant.
Selv om Google, Facebook eller end og den samlede filmindustri ville af med Netflix, er det for sent. Firmaet har for længst høstet tilstrækkelig kritisk masse af råvaren, data. Ingen anden spiller i markedet er i stand til at matche Netflix’ tag på data, med HoC som et oplagt eksempel.
Streaming-tjenesten har også en anden fordel sammenlignet med Google og Facebook. Firmaet er ikke i samme grad i søgelyset hos myndigheder og privacy-forkæmpere som søgemaskinen over dem alle eller verdens største sociale netværk.
Netflix’ forretningsmodel er mindst lige så datadreven som andre it-virksomheder og har til med den signifikante fordel, at de fleste data allerede er indenbords. Firmaet behøver ikke følge brugernes mindste bevægelse i i hele cyberspace, og har ikke noget nyhedsfeed, der skal manipuleres med en algoritme. Netflix har allerede rigeligt med data; nu gælder det om at blive endnu bedre til at regne seerne ud.
Giv det en tanke, næste gang du binger Netflix.
Måske med inspiration fra sand kunst: ”We are programmed to receive / You can check out any time you like / But you can never leave!”
