Data er nøglen til republikanernes følelser

Analyse. Data og propaganda er en ubehagelig kombination. Den igangværende amerikanske valgkamp sætter nye standarder for manipulation ved hjælp af data. Den store skurk er senator Ted Cruz, der har høstet millioner af Facebook-data for bedst muligt at analysere og påvirke den enkelte vælger. Ikke med fakta, men propaganda. Hvordan vil demokratiet fungere i en datatid?

Ted Cruz er er en farlig mand. Ikke kun på grund af sine politiske holdninger, men fordi han er datakongen blandt de republikanske kandidater til verdens mægtigste embede. Alle taler om Trump, men senatoren fra Texas er eksperternes favorit til at vinde i hvert fald højrefløjen hos Republikanerne.

Politisk er der ikke den store forskel på de to. Cruz appellerer til de samme vælgere, men benytter sig af et helt andet sæt værktøjer. Trump er yderst ferm til traditionel propaganda, der i høj grad afhænger af personens evne til opportunistisk at fange en folkestemning, helst en negativ af slagsen.

 

2EB460CD00000578-0-image-a-23_1448227206402

 

Høster Facebook-data via Amazon

Cruz er ligeledes populist, men af den strategiske slags, for eksempel når det gælder data. The Guardian fortæller, at Cruz’ kampagne har hyret forskere fra Cambridge University til at foretage ”psykografiske profiler” baseret på et tocifret millionantal amerikaneres Facebook-data.

Metoderne til indsamling af disse data er i bedste fald tvivlsomme. For eksempel har forskerne hyret brugere via Amazons crowdsourcing af menneskelige ressourcer, Mechanical Turk. Her fik deltagerne en dollar for at udfylde et spørgeskema, men formålet var snarere at få adgang til deres personlige Facebook-data.

Forskerne arbejder for Cambridge Analytica, som har modtaget 2,5 millioner dollar i løbet af de sidste to år til at arbejde med amerikanske vælgerdata. Alene i år har Cruz-kampagnen fået data og analyser for 750.000 dollar.

De angste skal have flere våben

Pengene er bleve brugt på at koble de mange Facebook-data med avancerede vælgerprofiler. Forskerne bruger det psykologiske værktøj FFM (Five Factor Model), der kortlægger de fem vigtigste faktorer for personlighed og psyke. Det giver ifølge The Guardian mulighed for at målrette politiske budskaber yderst præcist.

Cruz’ mål er især at ramme de såkaldte ”swing voters” blandt de republikanske vælgere. Det vil sige personer, der endnu ikke har bestemt sig, eller stadig kan vindes over til den anden side med de rette argumenter. Det er netop pointen med hele øvelsen, at finde de rette argumenter på det rette tidspunkt til den rette person.

Hvis en person for eksempel scorer højt på ”neuroticisme,” en af faktorerne i FFM, om usikkerhed og angst, er det for Cruz-kampagnen et signal til at plædere for nemmere adgang til våben. Det skriver Washington Post. Avisen kan også fortælle om kampagnemedarbejderen, der via sin smartphone henter en detaljeret personprofil med dertil passende manuskript for hver dør, der bankes på.

Der er mange ting galt i denne sag, men her er de vigtigste punkter.

Politiske opportunisme af værste slags
Den formentlig eneste gang, Ted Cruz vil associeres med Barack Obama, er når han taler om dataindsamling. Hans kampagne gør det samme som Obama i 2012, lyder det fra Cruz. Han tager fejl. Der er tale om et nyt niveau af profilering og de facto overvågning. Orkestreret af højreorienteret politiker, der rutinemæssigt klager over og stemmer imod statens datamagt .

Vi ved alt for lidt
Ud over ovenfor nævnte aviser har en række andre medier beskæftiget sig med politisk brug af data i almindelighed og Cruz-kampagnens i særdeleshed, men alt for lidt er kommet frem. Ingen vil sige noget, og ingen føler sig ansvarlig. Efter artiklen i The Guardian reagerede Facebook med et bekymret, men intetsigende statement.

Der er ingen regler
Ifølge den amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU findes der reelt ingen regler på området, og det ansvarlige tilsyn, FEC, har ikke kræfterne. De politiske kampagner kan gøre, som de har lyst til. For at være på den helt sikre side har strategen Cruz fået lavet dataarbejdet i en separat organisation finansieret af en højreorienteret milliardær, uden direkte forbindelser til kandidaten.

Fra merkantilt til magt
Men det allerfarligste er, at den enorme magt, der ligger i data, nu bliver brugt til direkte at påvirke et demokratisk valgs udfald. ”Det er én ting at prøve at forudsige præferencer for Coke eller Pepsi. Det er noget helt andet at forudsige ting, som er meget vigtigere for vores identitet, centrale personlige sociale og kulturelle forhold.” Således lyder vurderingen fra Michael Zimmer, fra University of Wisconsin, hvor han forsker i privacy og dataetik.

Kigger man på den aktuelle valgkamp hos republikanerne, er alle eksperter enige om, at det er den mest følelsesladede og negative i mands minde. Til trods for at fakta peger i en positiv retning med en forbedret økonomi og ingen reelle trusler mod nationens sikkerhed.

Ted Cruz nærer og udnytter denne frygt med bombastiske udsagn og trusler. ”Jeg vil tæppebombe IS til evig glemsel. Jeg ved ikke, om sand kan stråle i mørke, men det finder vi ud af.”

Ikke fordi han nødvendigvis tror på udsagnet. Men fordi han ved, det manipulerer bedst. Takket være data.

Comments are closed.

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.