Morandi-broen i Genova i Italien var i årtier et globalt symbol på den italienske førerposition inden for infrastruktur i beton med tusindvis af viadukter, tunneller og broer verden over baseret på italiensk betondesign. Men da broen brasede sammen i 2018 sammenlignede man det med kollapset af en national myte. En infrastruktur er nemlig ikke bare et tomrum med nogle murbrokker eller cement – når vi designer, reparerer, bruger og navigerer i infrastrukturer, skaber vi samtidig deres myter om storhed og skjuler deres forfald.
Gennem historien har vi gang på gang set, hvordan infrastrukturer er blevet til på baggrund af kontroverser og forhandling; og ofte er de resultatet af et folks dominans over et andet. Det er normalt ikke noget, vi tænker videre over, når vi bevæger os rundt i dem. Ikke før den dag de bryder sammen om os.
Stargate- drømme om super computere og kuren til kræft
For nyligt annoncerede den amerikanske præsident Donald Trump sammen med nogle af USA’s største tech-virksomhedsledere– OpenAIs CEO Sam Altman, SoftBanks CEO Masayoshi Son og Oracles Chairman Larry Ellison – den “største AI-infrastrukturprojekt i historien”. ”Stargate”, som de har valgt at kalde projektet, har det samme navn som Microsoft og OpenAI’s supercomputer projekt fra sidste år, men det deler faktisk også navn med et hemmeligt militært efterretningsprogram, der løb fra 1977 frem til 1995, med det mystiske formål at undersøge psykiske efterretningsmetoder.
Til forskel for det gamle gådefulde militær-program, er Trumps AI infrastruktur projekt dog meget mere konkret. 500 milliarder dollars har USA og landets største tech virksomheder tænkt sig at investere i at udvikle “den fysiske og virtuelle infrastruktur til at drive næste generation af kunstig intelligens”. Arm, Microsoft, Nvidia, Oracle, og OpenAI er teknologipartnerne i projektet, som først og fremmest handler om at udvikle datacentre til at understøtte udviklingen af AI.
Det lyder alt sammen meget teknisk, men AI infrastrukturer som denne er stort set ligesom Morandi broen. De er ikke bare tekniske detaljer – datacentre, milliardbeløb, chips, cifre og kabler. De er bygget på drømme, og ikke mindst myter om magt og dominans. Jobs, økonomi, sundhed, militær og sikkerhed var bare nogle af de områder, som man drømmer om, at denne nye AI infrastruktur skal facilitere, fortalte Trump og hans kumpaner på pressemødet. Den vil skabe 100.000 nye jobs (ikke erstatte dem?), og som en magisk pille, vil den også kurere kræft, fik OpenAI’s CEO Sam Altman fremstammet. Stargate, kan stort set løse alle USA’s problemer – men navnlig er det en national infrastruktur, der vil ”Make Amerika Great Again”.
I samme åndedrag ophævede Trump den forrige præsident Joe Bidens bekendtgørelse fra 2023 om håndtering af AI-risici.
Den europæiske drøm om infrastruktur
I EU har man også længe haft en drøm om infrastruktur. Den handler ligeledes om et territorie, men som jeg har beskrevet det i min sidste bog Data Ethics of Power fra 2021 er den europæiske infrastruktur drøm alligevel lidt anderledes end den amerikanske.
Det europæiske fællesskab blev etableret efter Anden Verdenskrig som et samarbejde om fredelige løsninger mellem de europæiske lande. Først og fremmest udmundede det i et økonomisk samarbejde mellem landene, men det udviklede sig senere til en politisk union omkring f.eks. udenrigspolitik, migration og sikkerhed. Til at begynde med fokuserede de europæiske infrastruktur-projekter derfor på at sikre selve driften af det sociale og økonomiske samarbejde. For eksempel blev det transeuropæiske transportnet (TEN-T) skabt med det formål at ”styrke den sociale, økonomiske og territoriale og territorial samhørighed i EU”.
At lave infrastruktur i EU var derfor fra starten en strategisk politisk bestræbelse, som resulterede i forskellige infrastruktur ”praksisser” – som f.eks. designstandarder, konstruktion, investering og regulering målrettet udviklingen af en europæisk infrastruktur. Det første man gjorde var derfor at implementere og udvikle EU’s fysiske transportinfrastruktur, som i dag består i dag af over 217.000 km jernbaner, 77.000 km motorveje, 42.000 km motorveje, 42.000 km indre vandveje, 329 vigtige søhavne og 325 lufthavne.
I 2010’erne begyndte man så at drømme om at udvide den fysiske infrastruktur med en digital infrastruktur. Der blev lanceret strategier og politikker, såsom investeringer i de tekniske dele af en digital infrastruktur for først og fremmest det europæiske indre marked. Men så skete der noget interessant. Med internettet var grænserne omkring regionale og nationale territorier eksploderet. Data flød mellem lande og ind og ud af EU. Internettets infrastruktur kendte ikke til grænser, og nationale eller regionale digitale infrastruktur-projekter og drømme kom pludseligt hele verden ved. EU’s infrastruktur blev med eet meget ”verdens politisk”.
Det skabte for eksempel furore verden over, da EU i 2012 markerede sig med forslaget til en europæisk databeskyttelsesreform. Forslaget om beskyttelse af EU-borgeres data i den globale digitale infrastruktur var så markant, at en amerikansk diplomat ligefrem talte om en transatlantisk ”trade war”. For data var jo selve olien i USA’s big data økonomi, og det var også det, som fik det stats-industri overvågnings kompleks, som vi senere har fået indblik i, til at køre rundt.
En anderledes konkurrence
Den europæiske ”tredje vej” – et udtryk med reference til EU, USA og Kinas geopolitiske tech positioner – blev først rigtigt fasttømret i slutningen af 2010’erne med EU’s AI strategi og lovgivning. Lige fra begyndelsen tog EU’s ”AI-dagsorden” form som en geo-politisk positionering med vægt på udvikling og implementering af ”etisk” og ”Trustworthy” AI.
Vi var to danskere i EU’s AI High Expert Level gruppe, der blev etableret i 2018 for at udvikle EU’s etiske retningslinjer for kunstig intelligens. Vi udviklede blandt andet syv etiske krav til AI: Menneskelig handlekraft og tilsyn; teknisk robusthed og sikkerhed; Privatliv og dataforvaltning; Gennemsigtighed; Mangfoldighed, ikke-forskelsbehandling og retfærdighed; Samfundsmæssig og miljømæssig trivsel; og Ansvarlighed. Krav, som senere blev overført til EU’s AI lovgivning lanceret i 2021 og forhandlet færdig sidste år.
Hele verden var begyndt at se mod EU’s risikobevidste tilgang til AI og de infrastrukturer, der følger med – også USA. Nu skulle OpenAI’s Sam Altman og Mark Zuckerberg pludseligt stå stoleret i det amerikanske senat. Altman efterspurgte AI lovgivning, og Zuckerberg undskyldte over for familier til ofre for seksuel udnyttelse og chikane på sociale medier. I 2022 lancerede USA ”The AI Bill of Rights” – et sæt retningslinjer for ansvarligt design og brug af kunstig intelligens -, og i 2023 haste-lancerede Biden Administrationen bekendtgørelsen om AI Executive Order on Safe, Secure, and Trustworthy Development and Use of Artificial Intelligence. Det skulle jo gerne ske før EU’s langsommelige demokratiske forhandling af AI lovgivningen blev færdig, for det gjaldt om at komme først i det etiske globale ”AI ræs”.
Det var en fantastisk konkurrence at deltage i. For der kom også nogle virkeligt gode samarbejder i stand på den baggrund. EU arbejdede med, hvad man i diplomati cirkler kalder ”likeminded” lande verden over – det vil sige lande bygget på de samme værdier om demokrati og menneskerettigheder som i den Europæiske Union. Man arbejdede med etiske principper for AI og håndtering af AI risici i FN, OECD og G7, og med lande som Canada, Indien, Japan, og USA.
På det tidspunkt arbejdede jeg på et større EU udenrigspolitisk projekt, InTouchAI.eu, som understøttede EU Kommissionens internationale arbejde med EU’s ”menneskecentrerede” tilgang til AI. I en lille gruppe udviklede vi fx EU og USAs Trade and Technology Council’s ”Joint Roadmap for Trustworthy Ai and Risk Management”. hvor vi uden de store forviklinger blev enige om det fælles udgangspunkt: ”to advance our shared interest in supporting international standardization efforts and promoting trustworthy AI on the basis of a shared dedication to democratic values and human right”.
Vi havde travlt med at bygge broer verden over. Vi promoverede EU’s AI-lovgivning og menneskecentrerede tilgang ved Verdensudstillingen i Dubai, Paris Peace Forum, COP27 i Egypten, to EU-formandskabers AI Alliance Assemblies og flere andre initiativer. Da en fransk journalist i 2023 hev fat i mig efter en paneldebat med en britisk parlamentariker og en amerikansk kommissær, var jeg optimistisk. På WebSummit, Europas mest hypede tech-konference, diskuterede vi AI-lovgivning i EU og USA. Jeg fremhævede udsigterne til en mere ansvarlig global retning, men journalisten fokuserede kun på min bekymring: “Gry Hasselbalch, a Danish academic who advises the EU on the controversial technology, argued that the West was also in danger of creating “totalitarian infrastructures”. “I see that as a huge threat, no matter the benefits,” she told AFP”.
Jeg ærgrede mig bagefter over, at min optimisme ikke kom med i artiklen. Men i dag må jeg erkende, at jeg nok var alt for godtroende i forhold til, hvor hurtigt gode intentioner kan ændres, når infrastrukturen allerede er på plads – og det var den jo, men det var ikke en infrastruktur bygget på den europæiske drøm. Vores digitale infrastruktur var aldrig vores egen.
Amerikansk infrastruktur i Europa
Og i år gik det så pludseligt stærkt. Det tog faktisk kun et regeringsskifte og et par dage på en uge. Først erstattede en ny præsident en anden præsidents executive order med en ny executive order: REMOVING BARRIERS TO AMERICAN LEADERSHIP IN ARTIFICIAL INTELLIGENCE. Så tronede den nye præsident frem på skærmen sammen med sine tech-buddies, og i løbet af et ganske kort tv-transmitteret pressemøde brasede den nye lidt sikrere bro, vi var i gang med at bygge, sammen, og den sofistikerede ”infrastrukturering” af ikke bare vores rum, men også tid, der startede for årtier siden, blev pludseligt meget synlig igen.
For mens vi har haft travlt med at drømme om en lidt sikrere bro, var det jo faktisk den amerikanske drøm, vi implementerede. Der var alle de åbenlyse virtuelle infrastrukturer: Facebook blev infrastrukturen for vores sociale relationer, Google for hverdagen og skolen, Microsoft for arbejdspladsen. Og så var der selve den fysiske infrastruktur for de digitale tjenester. I 2024 annoncerede Microsoft en investering på €3,2 milliarder i Tyskland for at fordoble sin AI-infrastruktur og cloud computing-kapacitet, de gjorde stort set det samme i Sverige. Meta har også investeret i datacentre i Europa, herunder i Danmark, og Alphabet (Google) har flere gange annonceret store investeringer i udvidelse af sin datacenterinfrastruktur i Europa. Og her spiller Danmark som et af de mest digitaliserede lande i Europa selvfølgelig en vigtig rolle, som et entusiask konsulentfirma formulerer det: “Denmark is a gateway to Europe for global network infrastructure, as shown by the case study of Google. The company is now facilitating even greater EU-wide connectivity via Denmark. It has done so as part of a wider infrastructure programme which – specifically over the period 2018 to 2020”.
Velkommen til fremtiden. Vi har selv foræret den væk. I Data Ethics of Power beskrev jeg udviklingen af to forskellige slags ”magt-infrastrukturer”:
- Big data socio-tekniske magtinfrastrukturer (Big Data Socio-Technical Infrastructures of power, BDSTIs):
Det er de infrastrukturer, der først og fremmest opretholder og forstærker magtdynamikken i en big data-økonomien og samfundet. De er baseret på drømme om mulighederne i en ubegrænset big data ressource.
2. AI’s sociotekniske magtinfrastrukturer (AI Socio-Technical Infrastructures of Power AISTIs):
De er en videreudvikling af BDSTI’erne og deres indbyggede drømme. Men de er nu designet til at opfange deres omgivelser i realtid, lære og udvikle sig med autonom eller semiautonom handlekraft. Mens BDSTI’erne handler i vores fysiske rum ved at omdanne alt til digitale data, erobrer AISTI’erne også vores tid ved at handle på disse data for aktivt at forme fortiden og nutiden i billedet af en konstrueret fremtid.
BDSTIs og AISTIs er også de infrastrukturer, som vi har set bryde sammen som Morandi broer omkring os i og uden for USA over de sidste par år. De repræsenterer talrige eksempler på manipulering af demokratiske valg, masseovervågning og opmærksomhedskapring, for ikke at nævne træningen af deres algoritmers CO2-udledning, det elektroniske affald, vandforbrug og minedrift af ædle mineraler.
Det er den sammenbrasede lidt farligere bro, der nu er genopstået fra dybet endnu kraftigere og ”in your face” end før. Den er ikke resultatet af infrastruktur drømme om samhørighed og samarbejde på tværs af grænser. Den er baseret på en anden slags drøm om udtrækning af ubegrænsede ressourcer og markedsdominans.
Photo: © European Union 2015 – European Parliament”. Attribution-NonCommercial-NoDerivatives CreativeCommons licenses creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/4.0/
