I Danmark er der lige nu fokus på brugen af IT i Folkeskolen. Helsingør Kommune kan ikke længere benytte Google Chromebooks i kommunens skoler. Sagen kan synes vanskelig at finde hoved og hale i, men den er vigtig – og den handler både om dataetik og kommercialisering af folkeskolen. To ting, der hænger uløseligt sammen.
Til de nyankomne i sagen giver DataEthics et godt overblik over sagen i denne artikel: ”Det store problem i denne sag er, at Google som standard ikke lever op til de europæiske regler (om GDPR red.)”. Det handler bl.a. om, hvor i verden, data bliver lagret. Men det det handler også om andre af Googles tjenester, som Google Search, Maps, Chrome og Youtube, lyder det: “For at bruge dem skal børnene logge ud af deres Google-skolekonto, og så vil de blive sporet og profileret af Google, og skal danske skoler fremme dette? Og hvad med dem under 13 år, som slet ikke skal eller må bruge nogen af disse tjenester?”.
Skal danske folkeskoler med andre ord fremme teknologisk kommerciel sporing og profilering af børn foretaget af verdens mest magtfulde globale virksomheder?
Usund afhængighed
Dét er et spørgsmål om datasikkerhed, overvågning og privacy. Og det er også et spørgsmål om kommercialisering af folkeskolen, hvilket bl.a. forsker fra RUC, Lucas Cone har påpeget i årevis. Han skriver i et opslag på LinkedIn: ”Helsingør-sagen handler ikke ‘bare’ om at få styr på kommunernes konsekvensanalyser og datasikkerhed. Den handler også om hvilke virksomheder og brandingstrategier, vi lukker ind i et tillidsbaseret skolesystem”. Cone har tidligere udtalt at: ”det kan virke fristende at lade en privatejet platform stå for eksempelvis monitorering af børns aktivitetsniveau, kan den øgede brug af private løsninger medføre en demokratisk set farlig tilsløring af, hvem der styrer hvad i skolen”. Problemet er ifølge Cone at udflytningen af centrale kompetencer til det private ofte kan medføre afhængighed af løsninger, som befolkningen hverken har stemt om eller har krav på at vide noget. Men at det i mange år har været naturligt som lærer eller institution at læne sig op ad platformenes pakkeløsninger.
Reklamefirma i folkeskolens centralnervesystem
Som en artikel i tidsskriftet Nature fastslog i 2017 stammer næsten 90 % af Googles indtægter fra reklamer. Man kan dermed sige, at den danske folkeskolen har lukket en af verdens største reklamefirmaer helt ind i sit centralnervesystem.
Men det er faktisk ikke mange år siden, at der var en generel kritik af reklamer i folkeskolen. I bogen Kritik af den digitale fornuft skriver den danske forsker i digitale læringsmidler, Jesper Balslev, om en bemærkelsesværdig sag om frugtklistermærker i Folkeskolen fra 2004. Det år kunne man i Politiken læse en artikel under rubrikken: Reklamer skal ud af skolerne. Daværende konservative forbrugerminister, Henriette Kjær, ville stramme op på området ud fra argumentet om at ”Børn går i skole for at blive klogere – ikke for at blive påvirket af reklamer”. Derfor, skrev Politiken, ville Henriette Kjær bremse virksomheder, der reklamerede i folkeskolen for lige netop deres produkt. ”Forældrene har krav på, at deres børn slipper for reklamer i skoletiden”, udtalte Kjær. Daværende forbrugerombudsmand, Hagen Jørgensen, udtalte, at ”Der er i øjeblikket frit spil for reklame i skolerne, fordi loven ikke giver mulighed for sanktioner over for virksomhederne”.
Helt konkret havde de foregående uger budt på flere eksempler på markedsføring. Firmaet Agrova Foods havde sat klistermærker med reklame for Cartoon Network på skolefrugten, men fjernede dem efter kritik fra Forbrugerombudsmanden. Af andre eksempler, kunne man i artiklen i Politiken læse, at Skolebørn havde deltaget i OTA Solgryns konkurrence om at designe det bedste reklamebanner for sund morgenmad, samt at Danske Bank har foræret lektiebøger med bankens logo til 30.000 skolebørn. Som siddende minister på området fandt Henriette Kjær det svært at finde den rette balance, men hun ”brød sig ikke om klistermærkerne fra Cartoon Network, fordi formålet var at få børn til at se tegnefilm på en kommerciel kanal, der er fyldt med reklamer” mens hun var »mere blød i knæene over for oplysning om kulturelle tilbud som nye danske film og museer, der holder åbent i efterårsferien«. Foreningen Skole og Samfund bakkede i artiklen op om en stramning af reglerne, så man kunne undgå markedsføring i skolen eksempelvis via klistermærker. I Danmarks Lærerforening bakkede Anders Bondo op om stramninger ud fra argumentet om, at lærerne manglede klare retningslinjer.
Tre år senere i 2007 åbnede daværende Undervisningminister, Bertel Haarder (V), og formanden for Skolelederforeningen for at private sponsorater kunne være en god måde for Folkeskolen at øge deres indtægter på. Forsker Birgitte Tufte advarede i Berlingske mod dette, og formanden for elevernes organisation, Anemone Birkebæk, var også modstander ud fra argumentet ”Børn bliver meget let påvirket af reklamer rundt omkring, og det skal skolen ikke medvirke til”. På spørgsmålet: ”Men hvis børn og unge i dag er så vant til at se reklamer i tv, medier og i det offentlige rum, er de så ikke blevet så gode til at sortere i det, at de også kan se dem i skolen? Svarede Birkebæk: ”Selvfølgelig er man vant til at se reklamer, men selv om man er vant til at få indtryk hele tiden, skal folkeskolen ikke medvirke til det”.
Folkeskolen anno 2022: Hundredevise af apps i børnehøjde – og ingen har overblikket
Birkebæk og Danske Skolelever blev ikke hørt, og året efter landede Iphonen på det danske marked. Sammen med Ipad’en som fulgte året efter har tingene ændret sig markant. Google og Apple var på charmeoffentsiv i de danske kommuner. Mange danske kommuner begyndte at indkøbe Ipads og Chromebooks til elever ned til 0. klasse, som de kan få lov at låne med hjem.
Siden da har den manglende dataetik i digitaliseringen af folkeskolen fået kommercialiseringen til at eksplodere. Kristina Velser fra Gladsaxe Pædagogiske Videnscenter satte sig i følge Politiken for at undersøge brugen af apps i Gladsaxe Kommune og fandt ud af, at kommunens lærere og pædagoeger benyttede 750 programmer apps. Over halvdelene af de apps og programmer røg i bunken over programmer og apps ”som børn slet ikke skal bruge”. Som Politiken skrev: “Gladsaxes lærere brugte 750 apps – halvdelen viste sig ulovlige”.
Der er en tæt forbindelse mellem data og reklamer. For de apps og programmer, som er gratis, er oftest baseret på en dataindsamling med henblik på at sælge/videregive data til fx. kommercielle 3., 4. eller andre parter som henblik på annoncering eller på at sælge adgang til brugerne baseret på detaljerede profiler af dem.
Hvem danner myndighederne?
Man kunne nu ønskes sig at myndighederne vil arbejde sammen på tværs om at beskytte børnene – også ved at beskytte folkeskolen. Kunne man forstille sig, at folkeskolen blev et frirum for kommerciel digital påvirkning? At skolen blev det laboratorium, hvor børnene sammen med lærerne fik mulghed for at træde et skrift tilbage for at undersøge sammenhængen mellem Big Tech og online influencing? Har myndighederne gennemtænkt og formuleret, hvad det betyder, at børn i visse tilfælde får lov at have kommercielle apps og games på de devices, de skal bruge i skolen til at fokusere og lære? Har myndighederne gennemtænkt og formuleret, om en kritisk undersøgelse af såvel teknologierne som de forretningsmodeller, der ligger bag teknologierne, kan diskuteres, drøftes, undersøges på afstand af de devices, der er kimen til udfordringerne? På samme måde, som svampe undersøges i kemi-lokalet, bør teknologien undersøges i klasseværelset?
Måske et det sådanne tanker, der skal i spil, hvis vi skal være på forkant. Forhåbentlig er Helsingør-sagen bare begyndelsen på den form for teknologikritik – eller digital dannelse – som KL, Børne- og Undervisningsministeriet, Kulturministeriet, Erhvervsministeriet og andre gerne ser, at selv helt små børn lærer i Folkeskolen?
