Skip links

Hvordan virksomheder indsamler, kombinerer, analyserer, bruger og handler med personlige data for milliarder

Research. Hvordan foregår digital profiling og data-drevne algoritme beslutninger og hvordan påvirker det lighed, frihed, vores autonomi, demokrati og human værdighed på individuelt og samfundsmæssig plan. Med det in mente fokuserer en ny rapport fra Cracked Labs på den måde nutidens dataindustri fungerer indefra.

Det hele begyndte med luftfartsselskabernes loyalitetsprogrammer i midt 1980erne. Detailhandlen fulgte trop i 1990erne, den finansielle serviceindustri i slut 1990erne; og i dag er det så godt som alle virksomheder, der har sådanne programmer – ofte i samarbejder hvor de sælger aggregerede udgaver af deres data som forbugerkøb til research virksomheder og data brokers.  Og det sker ikke kun i USA, fx er britiske Tesco, svenske Spotify, mediehuse og tyske Sociomantic alle en del af den store industri, hvor de største spillere er Google, Disney, Comcast, 21st Century Fox, Facebook og tyske Bertelsmann.

Rapporten spår ikke om fremtiden for den personlige dataindustri men oplyser, at virksomhedskonsulenter som Gartner rådgiver andre i at tilslutte sig dataindustrien, samle så mange data ind som muligt om deres kunder  og finde måder, hvorpå de kan bruge disse data til at berige deres virksomhed på. Rapporten understreger at i USA har staten skubbet til udviklingen ved kun at regulere privacy som  forbrugerbeskyttelse, men at den kommende EU GDPR kan have global indflydelse.

Datakøbmændene
Rapporten zoomer også ind på den financielle industri og svindelbekæmpelse, men kapitlet om datakøbmændene (‘data brokers’ eller ‘The Marketing Data Industry’) er interessant. En datakøbmand kan defineres som ‘en virksomhed eller forretningsenhed, som tjener sine hovedindtægter på at sælge data og adfærd om mennesker indsamlet primært fra andre kilder end datasubjekterne selv’.
Datakøbmænd indsamler og sælger lister over mennesker, fx folk der lider af kræft eller depression. I 2017 fik  Amnesty International et tilbud på en liste over 1.8 million US muslimer. Nogle data brokers tilbyder endda software til deres kunder, så de kan hjælpe dem med at vedligeholde kundedatabaser, hvor hver eneste person har en unik kode. Selv i Tyskland råder datakøbmanden  Arvato AZ Direct over 600 kendetegn på 70 millioner kunder i Tyskland, hvor også enhver af dem har en unik kode, skriver rapporten.

Lidt tal bare for at få en ide om hvor stort det her er: Datakøbmanden Acxiom (US) vedligeholder databaser for over 7000 kunder, inklusive 47 af de største Fortune 100 virksomheder. Experian (US) håndterer 7,500 kundedatabaser for større virksomheder. Merkle (D) oplyser, at de vedligeholder over 3,7 milliarder kundeprofiler for deres kunder inklusive Dell, Nespresso, Microsoft, Marriott, Chase, American Express og Universal.

Acxiom

En af de største datakøbmand er Acxiom (se foto th) som får megen opmærksomhed i rapporten. Acxiom viser også, hvor langt dataindustrien går i USA med mange forskellige dataleverandører; Ibotta (mobile købsdata), Freckle IOT (real-time lokationsdata), Samba TV (second-by-second tv-seening), Crossix (sundhedsdata på 250 mio US borgere), Google, Facebook, Twitter og så videre.

Individuel Tracking
Rapporten oplyser;
Baseret på data og styret af økonomiske mål har virksomheder skabt et miljø, hvor individer konstant overvåges og evalueres, undersøges minutiøst, kategoriseres og kvantificeres, inkluderes eller ekskluderes – og som et resultat af det benhandles forskelligt.
Konsekvenserne af denne massive brug af persondata kan blive, at nogle individer udstødes eller diskrimineres på falsk grundlag. Often uden forklaring eller uden at vide det og i forbindelse med at de søger job, et lån eller en forsikring.

Rapporten konkluderer;

Udover regulering for at forhindre diskrimination og unfair konkurrence og for at beskytte forbrungerne, er der generelt behov en massiv kollektiv indsats for at få vendt vores visioner omkring fremtidens IT til noget positivt. Ellers risikerer vi, at ende med et samfund med massiv social kontrol, og hvor privacy – hvis det overhovedet kan opnås – er et luksusgode for de rige.