Skip links

Få billigere priser med privacy værktøjer

Blog. Nogle virksomheder er begyndt at udnytte, at individer bliver mere og mere gennemsigtige, fordi vi bliver tracket og overvåget online i alt, hvad vi gør. Det gør de ved at fodre os med tilbud og priser, som er mere til deres egen fordel end deres kunders. Værktøjer til digitalt selvforsvar kan få flere øjne op for, at retten til at kontrollere egne data, er altafgørende.

For nylig skulle jeg købe et hotelværelse i Tokyo og fandt via hotels.com et godt dobbeltværelse for 11.000 kroner for ni nætter. Så gik jeg over i en anden browser, satte min VPN på med lokation Tyskland og fandt nøjagtig samme hotel ni nætter for knap 9.000 kroner. Købte straks og fik besked på tysk om, at jeg nu havde booket og betalt for vores hotel i Tokyo.

Jeg har i mange år vidst, at der blev ‘prisdiskrimineret’, som de kalder et i EU, eller ‘prisdifferentieret’, som de kalder det i USA. Men dette var første gang, jeg selv virkelig mærkede det. Dermed er digitalt selvforsvar – altså værktøjer til at opnå privatliv med – ikke kun et spørgsmål om at kontrollere sine data for at få privatliv men også  et spørgsmål om at ‘forhandle’ sig til bedre priser.

Websites, der sælger digitale produkter og ydelser, har ofte forskellige priser afhængig af, hvad de ved om os. Hvis man ikke har blokeret for cookies med en cookie- eller adblocker, så ved websitet, når du kommer ind anden eller tredje gang og dermed automatisk kan sætte priserne op. Hvis du er loyalitetskunde hos en virksomhed, så kender dens website dig rigtig godt og kan tilpasse sig dine ønsker og behov – både til fordel for dig og nogle gange måske mere til fordel for virksomheden. Om du sidder ved en PC eller en Mac kan også have betydning for prisen.

De såkaldte IP-adresser – altså din fysiske lokation – bruges også til at fastsætte priser. Ifølge EU kommissionen, der har dokumenteret pris-diskriminationen, er det ulovligt. Men det sker fortsat, hvilket mit eksempel tydeligt viser. Samtidig er Brussels Airlines begyndt at blokerer for brugere, der har VPN på, så man ikke kan købe deres billigere flybilletter i andre lande end der, hvor man bor (de oplyser via Twitter, at de gør det for vores sikkerhed – fremfor at være ærlige og sige, at vi brugere ikke skal kunne udnytte prisforskellene).

Når du køber produkter, der skal leveres fysisk til det land, du sidder i, forhindrer mange sites, herunder TomTom.com, der sælger fitness trackers, dig i at købe det til en billigere pris i fx. Tyskland end Danmark.

Sådan gør du

Men i rigtig mange tilfælde er det en god ide at tjekke priser i andre lande, før du køber fra lokation Danmark. Du kan gøre det gratis via den norske browser Opera. Download den fra Opera.com og gå ind i indstillinger og så ind i ‘beskyttelse af personlige oplysninger’ og scroll ned til VPN og aktiver den. Så kan du prøve at sætte den på Tyskland og se, om du kan få priserne billigere. Det er ofte tilfældet, da Tyskland har meget lavere moms end Danmark. Og når du køber et digitalt produkt, er der intet til hinder for at købe hos et website, der tror du sidder i Tyskland.

Du kan også købe en VPN-tjeneste, som du kan installere på alle dine gadgets. Der er mange gode tjenester, men jeg ville gå efter en med hovedsæde i Europa. Og så skal du tjekke, hvilke servere de har. Hvis du fx rejser meget og gerne vil se DR, så skal du købe en VPN-tjeneste med en server i Danmark. Hvis du bor i Danmark og gerne vil have adgang til israelske sites, der er lokationsbaseret, så købe en VPN-tjeneste med servere i Israel.

• F-secure.com (finsk)
• Ipredator.se (svensk)
• IBVPN.com (rumænsk) mange servere
• Earthvpn.com (cypriotisk) – mange servere