Den danske private søgemaskine FindX lukker

Nyhed. Folkene bag den uafhængige private søgemaskine Findx har kastet håndklædet i ringen og lukker det, de havde håbet ville blive et reelt privat alternativ til at bruge Google på bekostning af sit privatliv.



I tre år forsøgte firmaet fra Holbæk at få den dansk-baserede søgemaskine op at stå. De blev aldrig store nok til at fx Yahoo og Bing ville indgå aftaler med dem som de gør med f.eks. konkurrenterne Duckduckgo og Qwant.

Findx var en af ganske få søgemaskiner, der selv indekserer søgeresultater. Google, Bing og Yahoo gør det. Qwant gør de i udvalgte lande. Findx forsøgte det og det samme gør den britiske Mojeek.com, men den står overfor samme problemer som Findx havde.

“Vi kunne fx ikke få lov til at indeksere sider fra Facebook, Twitter, Linkedin og Yelp. De blokerer for det, så det blandt mange ting gjorde det vanskeligt at lave en selvstændig søgemaskine helt fra bunden,” forklarer Brian Schildt, en af de fire bag Findx, der også stod bag adblockeren Findx Privacy Control som også lukker, ligesom deres app til mobil forsvinder ud af app store.

Der findes en række søgemaskiner der er mere private end Google, Bing og Yahoo, som alle tracker og profilerer deres brugere ned til de mindste detaljer. Det er fx hollandske Startpage, fransk-tyske Qwant, og amerikanske Duckduckgo. Men de får søgeresultater fra en tredjepart. Startpage får fra Google og tjener dermed penge på reklamer men generer også penge til Google. Til gengæld anonymiserer Startpage dig, så hverken Startepage eller Google får dine søge- og browseradfærdsmønstre. Duckduckgo får fra Microsofts Bing og Yahoo. Og Qwant får også fra Bing når de ikke gør det selv som i Frankrig og andre udvalgte markeder. 

Qwant har for nylig indgået samarbejde med amerikanske søgemaskine Brave, der også fokuserer på privacy, og det er lovende, mener Brian Schildt, der dog nævner Searx.me som den mest private. Det er en metasøgemaskine, man selv kan installere, hvis man er en aktivistisk sølvpapirshat.

Er du interesseret i flere detaljer om Findx, har firmaet samlet ”rejsebeskrivelsen” og du kan læse hele historien på www.findx.com


Comments are closed.

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.