Skip links

grit42 skiftede fra big tech til open source og sparede penge

grit42 har gjort det, som mange virksomheder og offentlige tjenester taler om i 2025: At blive digitalt selvstændige, basere sig på open source software og hovedsageligt benytte europæisk ejede tjenester. Formålet har været at opnå fuld sikkerhed, komme væk fra dyre amerikanske big tech-virksomheder og ikke mindst at bidrage til opbygningen af en europæisk tech-sektor.

“Vores mål har været at komme væk fra big tech – eller amerikansk ejet teknologi generelt – og få så mange open source-løsninger som muligt,” siger Claus Stie Kallesøe, CEO for grit42.

grit42 har 6 medarbejdere, har eksisteret i 11 år og laver data management software, som hjælper biotek- og medicinalvirksomheder med at indsamle, administrere, opbevare og bruge data. I år ændrede de deres IT-tilgang. De gik fra big tech til at bruge europæisk teknologi og/eller open source, og samtidig ændrede de deres egen leverancemodel, så de i dag tilbyder deres software som open source:

Fra-til bevægelsen har set således ud:

  • Fra Google (USA) e-mail til Proton Email (Schweiz)
  • Fra Google docs til Proton docs
  • Fra Google Drive til Proton Drive – og Proton VPN og Proton Pass i samme pakke
  • Fra Google Meet til selvhostet Jitsi
  • Fra Digital Ocean (USA) til Hetzner (Tyskland) – alle servere flyttet
  • Fra Macbook til Lenovo med Linux (CEO’en selv)
  • Fra Google Android Pixel 9-telefon til GrapheneOS (CEO’en selv)
  • Alle udviklere bruger Linux på Lenovo-, frame.work- eller tuxedo-hardware
  • Bruger OnlyOffice og deler regneark og slides via Proton Drive

Som den eneste amerikanske tjeneste bruger de stadig Basecamp (delvist ejet af danske David Heinemeier Hansson), som i mange år har været en favorit i huset. Basecamp bruges dog ikke til følsomme kundedata, men  primært til at holde styr på to do-lister.

Alle koder til produktet findes på open source-platformen Github. Da den ejes af Microsoft, overvejer de at skifte til en selvhostet Gitlab, men indtil videre holder en bekymring for manglende synlighed dem tilbage.

“Jeg ved, at OnlyOffice muligvis ejes af en russer, men jeg har fundet ud af, at OnlyOffice er bedre end Libre Office, når det kommer til at konvertere Microsoft-dokumenter, som jeg får fra store pharma-virksomheder eller endda fra EU-projekter. Og det vigtigste er, at OnlyOffice er open source, og at vi kører det lokalt,» siger Claus Stie Kallesøe, der tilføjer, at flytningen også er en økonomisk succes: 

“Da vi flyttede fra Digital Ocean til Hetzner, sparede vi penge.”

Her er Claus Stie Kallesøes råd til, hvordan man bedst sætter gang i bevægelsen væk fra big tech: Et skridt ad gangen.

  • Få et overblik over, hvad du har, og vælg et sted at starte
  • Start for eksempel med en ny serverudbyder
  • Derefter en ny e-mailudbyder
  • Så en ny Office-pakke
  • Så et nyt operativsystem på laptops
  • Osv.

“Du vil uden tvivl støde på problemer, som skal løses hen ad vejen, så for ikke at mislykkes, er min anbefaling, at du tager det ét skridt ad gangen.” 

grit42 arbejder også på et stort EU-projekt. Sammen med 13 store medicinalvirksomheder, herunder Novo Nordisk, er de i gang med at opbygge en ny platform med det formål at reducere brugen af forsøgsdyr i toksikologi/forskning. Ved at udnytte historiske toksikologiske data kan virtuelle kontrolgrupper erstatte en del af eller alle kontroldyrene i en undersøgelse, hvilket reducerer brugen af forsøgsdyr med op til 25 % og samtidig opretholder de videnskabelige og lovgivningsmæssige standarder.

Photo: From the website of Grit42. The CEO Claus Stie Kallesøe is on the upper right