Big Tech har i årevis aktivt formet verdensøkonomien og det globale kulturelle og sociale miljø til egen fordel. Magtkoncentrationen hos ganske få virksomheder er enorm. Med lanceringen af ChatGPT for to år siden og den hurtige popularisering af generativ kunstig intelligens, GenAI, er deres magtkoncentration kun accelereret – også i policy-domænet.
”Tag ikke fejl – Big Tech ejer AI,” skrev Signal-ejer Meredith Whittaker og andre i en kronik i Technology Review i fjor og uddybede: ”Hvis vi ikke er forsigtige, vil Microsoft, Amazon og andre store virksomheder udnytte deres position til at sætte den politiske dagsorden for AI, som de har gjort i mange andre sektorer”.
Hvem der svinger taktstokkken og sætter den politiske dagsorden må være et centralt spørgsmål i ethvert velfungerende demokrati. Pernille Tranberg og jeg har løbende skrevet artikler om Big Techs lobby-indsats både i EU, her til lands og på den anden side af Atlanten, ligesom vi har analyseret deres ’soft power’-metoder, der bruges til at påvirke bl.a. civilsamfund, akademia og publicistiske medier med henblik på at skabe goodwill og cementere sin egen magt i samfundet.
En ny artikel underbygger nogle af vores pointer med en teoridannelse, der fokuserer mere specifikt på Big Tech, generativ AI og påvirkning i selve policy processen. I artiklen Why and How is the Power of Big Tech Increasing in the Policy Process? The Case of Generative AI påpeger forfatterne, at dette er et overset research område – hvilket åbenlyst er en pointe i sig selv. De formulerer det således:
”Mens undersøgelser har fremhævet, hvordan regeringer i stigende grad gør sig afhængige af digitale platforme og integrerer kunstig intelligens i deres dag-til-dag drift, så nedtoner eksisterende undersøgelser omfanget af Big Techs indflydelse i policy processen”.
Helt overordnet identificerer forskerne flere strømme – den ene, kalder de ”problem-strømmen”:
Den handler om at i et videnssamfund spiller politiske eksperter, forskere, ngo’er, medier og andre en afgørende rolle i at identificere, udforme og legitimere samfundsmæssige spørgsmål (eller ”problemer”) til politisk handling.
Her spiller Big Tech en stor rolle bl.a. gennem deres AI-platforme, sociale medier og søgemaskine, hvor diskurser formes.
Men også gennem deres interventioner i AI-forskning. Big Tech har en dobbeltrolle som både bidragydere til og modtagere af videnskabeligt arbejde inden for AI, hvilket giver potentielle interessekonflikter og rejser etiske bekymringer om AI-forskning. Denne interessekonflikt blev fx tydelig i sagen om Googles fyring af Tinmit Gebru, som offentligt havde udtrykt bekymringer om risiciene ved de nye typer af AI.
Big Tech former også ”problemstrømmen” ved at påvirke publicistiske mediekilder. Dels gennem ejerskab (Amazon ejer eksempelvis The Washington Post) og annoncemarkedet (Google og Meta har duopol). Generativ AI gør det også muligt for Big Tech at transformere sig fra indholdsdommere til indholdsudbydere.
Men der er mere:”Generativ AIs kapacitet til at skabe indhold, der problemfrit blander sig med menneskeskabt information, forstærker Big Techs rolle i at definere samfundsproblemer. Generativ AI kan desuden analysere enorme mængder af data for at identificere nye politiske spørgsmål og give Big Tech en first-mover-fordel i udformningen af disse problemer”
Med GenAI er Big Tech gatekeeper-funktion blevet styrket. De bestemmer ikke kun hvad der er kendt, men også for hvem og hvordan det er kendt, og øver derved indflydelse på det epistemiske grundlag for politikudformning.
Hvis vi skal forsøge at analysere og forstå, hvordan AI påvirker og spiller ind i og sammen med demokratiet, kommer vi ikke uden om at tale om den enorme magtkoncentration, der ligger bag det AI økosystem, som er i markedet i dag. Og der er mange tråde i denne analyse.
