Tillid som en iboende værdi eller blot en konkurrencefordel

Blog. Tillid er et begreb, der ofte benyttes i debatter om dataetik. Men hvad har tillid med etik at gøre? Hvilke værdier er ukrænkelige og værd at kæmpe for? Inden for etik og moralteori skelner man mellem to forskellige typer af værdier: Iboende og instrumentel værdi.

Penge er ikke en værdi i sig selv. Mønter, pengesedler og bankoverførsler får først en værdi, når de bliver omsat til ting, vi gerne vil eje og bliver således et instrument til at opnå noget andet. Penge har instrumentel værdi. Et andet eksempel på instrumentel værdi er en tur i supermarkedet mandag aften efter arbejde. Vi tager typisk i Netto for at købe ind til aftensmad og altså ikke for Netto-turens skyld. Når vi så spiser aftensmaden med venner og familie, kan vi tale om noget anden end instrumentel værdi. For venskabet er netop et eksempel på noget, som har iboende værdi. Ifølge den græske filosof Aristoteles har venskab en værdi i sig selv, og er ikke blot et middel til at opnå noget.

Og hvad med så tillid? Har tillid en værdi i sig selv uafhængig af andet?

Data har instrumentel værdi
Når politikere og offentlige instanser (og datadrevene forretningsfolk) taler om vigtigheden i, at borgeren har tillid til systemet, så følges det ofte af argumenter og begrundelser som ”for så er det gode data de afleverer”.

Sammenlign dette argument med et parforhold: Er tilliden vigtig, fordi du så kan ”drage fordel” af din partner – eller er tillid vigtigt i et parforhold uden nogen praktisk begrundelse?
Analogien med parforholdet er desværre ikke særlig god, for hvis du er i et parforhold, i et venskab eller måske i en arbejdssammenhæng, hvor din tillid bliver misbrugt – altså ender med at blive ufrivilligt instrumentelt – så har du mulighed for at gå din vej fra din kæreste, din ”ven” eller din arbejdsgiver. Dette er bare ikke en mulighed i tilfældet med staten.

Langt det meste af statens databrug sker uden samtykke fra borgeren. Derudover sker der ofte en flytning af data fra det primære brug til sekundært brug, og med uigennemsigtige registersammenkøringer fratages borgerne muligheden for at beskytte deres privatliv.

Om det er mit DNA til det Nationale Genom Center, logning af min mobiltelefon, mine sundhedsdata, mine karakterer, min færden eller mine inderste tanker er det al sammen data, der kan omsættes til værdi i form af viden, forskning, kontrol og konkurrencefordele. Data har altså en instrumentel værdi.

Men hvis befolkningen ikke har tillid til, at det offentlige tager vare på data ud fra borgernes interesse, kan resultatet blive, at flere og flere ikke deler data eller ikke deler retvisende data. Det sker blandt andet når forældre beder deres børn om ikke at svare på diverse trivselsundersøgelser eller i en yderste konsekvens ikke ”tør” opsøge sundhedsfagligt personale.

Og med retorikken om tillid til systemerne tegnes et billede af at det er dét det offentlige frygter: At vi afleverer dårlig data! Og altså ikke om tillid som en iboende værdi, der er ved at forsvinde.

Den private vs. den offentlige sektor
Det er ikke kun det offentlige, der frygter misvisende data som konsekvens af tillidsbrud. Også datadrevne virksomheder som Facebook, forsikringsselskaber og reklamebureauer bruger tilliden som en mulighed for ”mer-data” – og dermed mer-salg. Facebook fortæller brugerne, at de tager deres privatliv alvorligt og giver os en guided tour rundt i deres nyeste privatlivsindstillinger.

Netop vores villighed til at dele data med private virksomheder bliver også brugt i retorikken om tillid til det offentlige – for det offentlige gør det jo for borgeren skyld… Søren Pind udtalte tidligere på året på konferencen for Offentlig Digitalisering at “Alligevel deler folk rask væk deres data til private virksomheder. Men så snart det kommer til demokratisk valgte, legitime organisationer, så flipper folk ud. Og der må jeg sige, at det har vi brug for en diskussion om.”

Ja, det har vi brug for en diskussion om. Selv om problemtikken med visse private virksomheders rovjagt på data synes at vinde større opmærksomhed i befolkningen, kan argumentet om, at vi gladeligt vil aflevere data til det private ikke bruges som et argument for, at vi gladeligt skal aflevere data til det offentlige. Og at henvise til hvordan borgerne agerer i forhold til det private erhvervsliv bør ikke være model for det offentlige.

Derudover er der en grundlæggende forskel mellem det at være kunde i en virksomhed og borger i et samfund. For (i den ideelle verden) kan jeg vælge at sige nej til virksomhedernes handelsbetingelser og få leveret tjenester andet steds fra, men jeg har ikke mulighed for at gå til lægen, skolen eller borgerservice udenfor det offentliges dataindsamling. Søren Pinds eksempel giver anledning til spørgsmålet: Er det staten, der har brug for borgerens tillid, eller borgeren der har brug for statens tillid til at forvalte egne data?

Der ikke er nogen nem og skarp opdeling mellem instrumentelle og iboende værdier. Et venskab kan sagtens være middel til andre gode ting, ligesom at tillid godt kan godt kan danne grobund for et sundt forhold.

Men jeg vil gerne opfordre til overvejelser om, hvorvidt retorikken om dataindsamling i det offentlige reducerer tillid til en udelukkende instrumentel værdi. For er der så overhovedet tale om tillid?

Ida Marie Schytt Lassen er filosofi- og datalogistuderende på Aarhus Universitet.

Comments are closed.

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.