Retten til privatliv på internettet

Analyse: Retten til privatliv er gennem udviklingen af internettet forblevet den samme fundamentale rettighed. Men udviklingen fra én type samfund til en anden har fremtvunget en fortolkning af rettigheden i en online-kontekst.

I 1992 fik offentligheden for første gang indblik i den østtyske efterretningstjeneste Stasis arkiver. De bestod af 180 kilometer filer og 35 millioner andre dokumenter, fotos, lyd-dokumenter og båndede telefonsamtaler. Arkiverne er i sig selv et eksempel på en kæmpemæssig kraftpræstation. Fysisk indtrængen i huse, timevis af aflytning og håndtering af oplysninger. Stasi blev etableret i 1950. Det var også det år, at den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev defineret (underskrevet i 1953). To år før i 1948 blev FNs Deklaration om Menneskerettigheder underskrevet. Begge havde og har stadig en artikel om retten til privatliv.

Vi har også arkiver i det 21. århundrede. Google processer 24 petabyte data pr. dag (én petabyte er ca. 20 millioner – fire skuffe-arkivskabe fyldt med tekst), ti millioner billeder uploades hver time på Facebook, Facebook-brugere ”liker” eller kommenterer tre milliarder gange om dagen, og der bliver uploadet en time Youtube-film hvert sekund. Retten til privatliv blev oprindeligt defineret som en beskyttelse mod statslig overvågning. Men i dag har arkiverne udviklet sig. De bliver skabt af både offentlige og private aktører, og vi er selv med til at udvikle dem. Hvor det således i 1950 var overvågning, der krævede en ekstra indsats, er det i dag privatlivet, som kræver, at vi gør noget ekstra. I en Big Data-tidsalder sker indsamling af data nemlig automatisk. Overvågning er ikke blot ubesværet, den er også stort set foræret væk.

De tre faser: Frigørelsen, forhindringen og det populære momentum

Retten til privatliv online kan defineres i tre faser: Frigørelsen, forhindringen og det populære momentum. Retten til privatliv er gennem hele denne udvikling forblevet den samme fundamentale rettighed. Men udviklingen fra én type samfund til en anden har fremtvunget en fortolkning af rettigheden i en online-kontekst, der har gennemgået forskellige popularitetsfaser.

I 1990erne blev anonymitet beskrevet som et unikt frigørende redskab til at eksperimentere med sin identitet online og udfordre etablerede former for økonomisk og social magt. Men senere hen fik retten til privatliv sit første imageproblem. Man beskyldte online-anonymitet for alt fra at være et dække for ulovlige aktiviteter til at være en hindring for åben innovation i cloud-computing, big data og sociale medier. Enkelte gik endda så vidt, at de erklærede privatlivet for at være en uddød dinosaur.

Hvor de første to faser har været kendetegnet af ildsjælene inden for politik, forretningsudvikling, aktivisme og teknologisk udvikling, er vi nu på vej ind i en ny fase. Denne inkluderer helt almindelige brugere af internettet samt mainstream-medier. Vi efterspørger i dag i stigende grad muligheden for at sætte vores egne grænser og have kontrol over de kontekster, vi deler vores data i på nettet. Det er også de nye tjenester og applikationer, som formår at give deres brugere denne følelse af kontrol, der vokser hurtigst lige nu. Privatlivet online har fået et populært momentum.

Reaktionerne på udviklingen kommer tre steder fra: Lovgiveren, industrien og civilsamfundet. I sin bog ”Framing the Net” (2013) beskriver Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder, hvordan debatten om internettets implikationer for menneskerettighederne gennem årene har oparbejdet et momentum, der har nået sit højdepunkt i dag. 5. juni 2012 adopterede FNs Menneskerettighedsråd f.eks. en resolution, der understregede at ”de samme rettigheder, som mennesker har offline, skal også beskyttes online.”

Men måske endnu mere markant og med en meget specifik fortolkning af retten til privatliv adopterede FNs generalforsamling 19. december i 2013 resolutionen ”The Right to Priviacy in the Digital Age”, og i 2015 efter en række detaljerede rapporter og offentlige statements retten til privatliv og overvågning i en digital alder udpegede FN en special raporteur for retten til privatliv.

Der ligger en vigtig signalværdi i disse, men resolutioner alene garanterer desværre ikke beskyttelse og respekt. Der kræves en ekstra indsats fra alle sektorer – lovgiverne, de private aktører, tech-industrien, organisationsverdenen og os selv.

En type reaktioner kommer i øjeblikket fra lovgiverne og de mellemstatslige organer. I EU færdigforhandles for eksempel lige nu blandt medlemsstaterne en reform af det forældede Databeskyttelsesdirektiv fra 1995. En anden relevant tendens er de retssager forskellige steder i verden, der inden for det seneste års tid har behandlet specifikke sociale mediers håndtering af deres brugeres data som f.eks. Max Schrems retssager mod Facebook. Og så er der den dom, som EU-Domstolen fremsagde 8. april 2014 over EUs datalogningsdirektiv, som slog fast, at logningen ”indebærer et vidtrækkende og særdeles alvorligt indgreb i den grundlæggende ret til og respekt for privatlivet.”

Fra et dansk perspektiv er der dog ikke meget proaktivitet at spore. Reaktionerne på EU-Domstolens afgørelse var afventende, og Danmark har bestemt heller ikke været frontløber i forhold til Databeskyttelsesreformen. Der var f.eks. ingen nævnelse af reformen i prioritetsprogrammet for det danske EU formandskab i 2012.

En anden type reaktioner kommer fra internetindustrien og udviklerne. Den første gang Edward Snowden trådte frem i offentligheden efter han havde lækket sine oplysninger om NSA overvågning var ved tech-miljøets største årlige konference South by South West (SXSW). Det gjorde han, fordi det er her, som han sagde, man kan finde ”de folk, som kan reparere internettet og dets applikationer, så vores rettigheder kan håndhæves.” Der er to typer reaktioner at spore blandt udviklerne og i internetindustrien generelt. Den ene ses hos de sociale mediegiganter, Google, Yahoo, Facebook, Microsoft osv., som efter Snowdens afsløringer af NSAs masseovervågning af internetkommunikation har argumenteret skarpt for, at den tillid, som internettets primære forretningsmodeller og udvekslingsformer i dag er bygget på, skal genopbygges ved hjælp af en juridisk reform og gennemsigtighed. Det vil sige, at brugerne skal vide, hvordan deres data bruges og til hvad. Den anden type reaktioner i tech-miljøet bygger på en grundlæggende kritik af internettets generelle udvikling. ”The internet is broken” (Internettet er i stykker) er argumentet her, så hvorfor skal vi have tillid til det? Internettet blev oprindeligt bygget til kun at understøtte et par hundrede brugere med tillid til hinanden og har slet ikke kunnet holde til den udvikling, det har været udsat for. I dag er internettet usikkert, og det består af monopoler og big data-forretningsmodeller, der står i direkte modsætning til de oprindelige ideer om et frit internet.

Denne tendens ses i et voksende miljø af innovative initiativer og tjenester bygget på ideen om et ”alternativt internet” med alternative forretningsmodeller og et mere balanceret magtforhold mellem brugerne og samfundets institutioner.

En tredje type reaktioner er vores. Civilsamfundets, den helt almindelige internetbruger, dig og mig. Ét svar på udfordringerne her er de initiativer, demonstrationer, kampagner og retssager som bæres frem af utrættelige aktivister og interesseorganisationer som det europæiske EDRI, Privacy International og amerikanske Electronic Frontiers. Et andet svar kan komme fra den helt almindelige internetbruger.

Vi er alle indfødte på internettet, det vil sige, at vi er vokset op med det samme billede af, hvordan den verden, vi oplever på internettet, hænger sammen, hvem der ejer hvad, og hvad vi kan stille krav om, når vi bruger internettet. Problemet med at være indfødt er bare, at selv om man kan sproget flydende, er man ofte også den sidste til at stille spørgsmål ved tingenes gang. Vores reaktion bør derfor være at stille os kritiske over for alt det, der bliver taget for givet i dag.

Ser man tingene lidt på afstand, er det for eksempel iøjnefaldende, at debatten om løsningerne på udfordringerne for retten til privatlivet i dag er stærkt karakteriseret af en række forskellige interesser – økonomiske, nationale og personlige. Et fælles fortolkningsudgangspunkt bør dog være, at retten til privatlivet er en fundamental menneskerettighed, som skal respekteres online, også selv om den står i modsætning til specifikke interesser. Det er således ikke retten til privatlivet, der skal indordne sig, men derimod løsningerne, der skal.

Comments are closed.

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.