EU aldersgrænse baner vejen for dataetiske sociale medier

Nyhed: Den længe ventede EU databeskyttelsesreform, som EU blev enige om sent tirsdag aften, indeholdt ved første blik blandt andet en ny bestemmelse om, at virksomheder ikke må behandle unge under 16 års data uden deres forældres samtykke.  Men i sidste øjeblik blev 16 års grænsen ændret til, at de enkelte medlemslande kan sænke den til 13 år.  De sociale medie monopoler som Facebook og Google ville ellers have stået over for enten at skulle forbyde adgang for den store gruppe af deres brugere som udgør europæiske unge eller at skulle implementere forældresamtykke og skærpede databeskyttelsesstandarder for behandling af deres data.

En undersøgelse fra 2014 i en række EU lande viste, at 63 % børn og unge mellem 11 og 16 år besøger et socialt medie dagligt. De bruger først og fremmest amerikanskbaserede sociale medier. I Danmark viste to undersøgelser i 2013 fra projektet Digitale Unge, at især Facebook var blevet en forudsætning for unges sociale liv, og de unge så derfor manglende kontrol over deres data som et hverdagsvilkår.

De amerikanske sociale mediegiganter har især været på banen under udviklingen af bestemmelsen om en aldersgrænse på 16 år. Som en britisk børnebeskyttelsesekspert for eksempel rapporterer det i dette blogindlæg:“I was told by some of the individuals bombarding me that Google, Facebook and the US companies are “furious”” Dette er virksomheder, som har opbygget deres sociale medie monopoler blandt europæiske børn og unge (og voksne) blandt andet på baggrund af en databeskyttelsesstandard, som ikke er blevet håndhævet. De står også til at miste en stor del af den dyrebare data, som deres data forretningsmodeller er baseret på, hvis de mister europæiske unges brugerdata.

De nye regler fra EU ville have betydet, at teenagere under 16, der ønskede at bruge sociale netværk som Facebook, Instagram, Youtube og Twitter, fremover kun ville kunne gøre dette, hvis virksomhederne indhentede deres forældres samtykke. Der har ikke tidligere i Europa eksisteret en lignende fælles aldersgrænse for behandling af data på unge (der har for den sags skyld heller ikke eksisteret en fælles europæisk 13 års grænse, som den nye forordning vil indeholde). De amerikanske virksomheder, som står bag de i dag mest populære sociale medier blandt børn og unge har hidtil fulgt den amerikanske Coppa lovgivning samt lignende lovgivninger i enkelte EU medlemslande, hvor aldergrænsen for indsamling og behandling af data på børn ligger på 13 år. Det har de gjort ved blot at lade brugerne selv angive deres alder. Forordningen strammer kravene til disse virksomheder. De sociale medie tjenester ville have stået over for enten formelt at skulle forbyde teenageres adgang til deres services som f.eks. The Guardian beskriver det, eller at skulle implementere teknologier og policies, der ville sikre forældresamtykker samt forsvarlig behandling af deres data i overenstemmelse med EU databeskyttelseslovgivning.

Det ville således blive mere besværligt for de amerikanske sociale mediemonopoler, og i en periode vil dette skabe en forstyrrelse i forhold til unges digitale sociale hverdag som flere børneorganisationer de sidste par dage har pointeret. Til gengæld kan man argumentere for, at de databeskyttelsesstandarder man med denne nye bestemmelse pegede på i relation til behandling af børn og unges data, burde have været tilstede fra starten. Bestemmelsen ville skabe en vækstmulighed for nye (europæiske) sociale medietjenester bygget på principper om privacy by design og en mere etisk og forsvarlig behandling af (børn og) unges data. En mulighed, der burde have været tilstede fra starten.

Enigheden i EU om de nye regler generelt er betinget af en endelig godkendelse fra både Europa-Parlamentet og EU-medlemsstaterne, som forventes i begyndelsen af næste uge.

Læs mere om EUs forhandling her: “EU strikes deal on data protection rules” (Politico)

 

Comments are closed.

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.