Film og debat: DE:MOCRACY – Im Rausch der Daten

Den 18. november kl 18.45 viser Goethe Instituttet, Institut for Menneskerettigheder og DataEthics.eu dokumentarfilmen De:mocracy – Im Rausch der Daten af David Bernet i Cinemateket. Filmen giver et enestående indblik i kulisserne bag lovgivningsarbejdet i EU og følger en håndfuld politikere i deres næsten umulige forehavende for at sikre EU-borgernes rettigheder i den nye digitale virkelighed. Mød en af filmens protagonister, Ralf Bendrath, i den efterfølgende debat.

Goethe Instituttets beskrivelse af arrangementet:
Filmen følger Jan Philipp Albrecht, medlem af Europaparlamentet for det tyske parti, Die Grünen, og Viviane Reding, dengang vicepræsident for EU-kommissionen, i deres utrættelige kamp for at få et lovforslag på plads, der skal sikre EU-borgernes rettigheder i en verden af big data og masseovervågning. Jan Philipp Albrecht er udpeget til at stå i spidsen for denne opgave, og det kommer til at vare over to år, hvor filmens instruktør, David Bernet, følger Albrecht og hans kolleger igennem en kompleks magtstruktur af politikere, lobbyister og modstandere og forsvarere for lovforslaget. David Bernets smukke sort-hvide æstetik formår at gengive kompleksiteten i det politiske magtspil og samtidig give en karakteristik af demokratiets tilstand i dag. Det er en film, der holder publikum i åndeløs spænding om udfaldet, så meget desto mere, da det ikke er fiktion, men ens egen virkelighed, det gælder.

Hvordan det ser ud i dag, vil en anden af filmens protagonister, Ralf Bendrath, fortælle om. Ralf Bendrath var som Jan Philipp Albrechts medarbejder dybt involveret i lovforslagets tilblivelse, og han tager tråden op, hvor filmen slutter. Der vil i den forbindelse være mulighed for publikum at stille spørgsmål. Efter debatten kan man fortsætte diskussionen ude i Asta Bar, hvor publikum bydes på et glas vin.

Comments are closed.

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.