Databeskyttelsesloven er ikke for børn

Analyse. Pop champagnepropperne. Om få uger er GDPR gældende efter den trådte i kraft over hele Europa i 2014. Men her i Danmark har vi valgt 13 år som den digitale samtykke-alder, selvom 16 år er udgangspunktet i GDPR. Det er en blankocheck til tech-giganter som Facebook og Google. Har vi alligevel intet lært af Facebook-gate?

Hvornår er dit barn gammelt nok til at blive overvåget, systematiseret, indsamlet, registreret, brugt og videregivet af kommercielle firmaer? Det skal vedtages i Databeskyttelsesloven, som fra maj 2018 vil supplere EU’s Databeskyttelsesforordning (GDPR) med danske særregler for databeskyttelse. Ifølge den danske stat er det i børnenes tarv, at børns samtykke-alder bliver sat så lavt som 13 år. Anbefalingen i GDPR lyder på 16 år, men de enkelte medlemsstater kan sætte en national samtykke-alder ned til 13 år. Danmark har valgt 13 år og dermed den lavest mulige samtykkealder. Men hvorfor skal danske børn nyde mindre beskyttelse end børn i Frankrig, Tyskland og Holland, som alle sætter samtykkeaderen højere?

Argumentet er barnets frihed. Frihed til at kunne ytre sig og have fri adgang til de såkaldte “informationssamfundstjenester” (tech-virksomheders platforme som Google /Youtube, Facebook/Instragram og mange andre). Hvis et barn nægtes adgang fra forældrene, fratager man barnet dets frihed, lyder argumentet fra dem, der mener, at samtykke-alderen skal ned på 13 år.

Frihed til salg
Spørgsmålet er, om ikke det forholder sig lige omvendt? Internettet blev ganske rigtigt født som et demokratisk redskab til at forbinde mennesker globalt, til at give mennesker fri adgang til viden og information. Men med nye teknologier, big data og machine learning er muligheden for at agere og ytre sig uden at blive overvåget reelt ikke mulig. Nu er det ikke primært mennesket, der har adgang til viden og information – men magtfulde tech-monopoler, der har fri adgang til mennesket. Resultatet er – ikke overraskende – en indskrænkning af individets frihed

Når vi swiper, poster, deler er vi altid en del af en data-aktivitet. Dén virksomhed, der har det største og bedste kendskab til det enkelte individs sind, vinder adgang. Virksomhederne indsamler data om mennesker, og machine learning bliver brugt til at forudsige og påvirke adfærd. I den forbindelse er det i dag muligt for tech-giganterne ved hjælp af machine learning-algoritmer at tracke mentale tilstande som begyndende mani, depressioner såvel som selvmordstanker.

I maj 2017 blev det afsløret af The Australian, at Facebook monitorerede humørsvingninger hos helt unge mennesker. Denne information, som Facebook kaldte ”sentiment analysis”, kunne anvendes af annoncører til at fange unge i de situationer, hvor de er mest sårbare og dermed også særligt modtagelige over for annoncering. Ifølge avisen kunne Facebook se, om unge helt ned til 14 år følte sig “defeated”, “overwhelmed”, “stressed”, “anxious”, “nervous”, “stupid”, “silly”, “useless” or a “failure”. Set i lyset af dette klinger argumentet om at sænke den digitale samtykkealder for at give barnet frihed noget hult.

Den sensitive information, der indsamles, kan også bruges til at påvirke politiske beslutninger. Facebook foretog i 2010 og senere i 2012 et eksperiment, der involverede 61 millioner mennesker i USA. Ved hjælp af små beskeder lykkedes det, ifølge bl.a. The New York Times, Facebook at generere 370.000 flere vælgere i 2010 og 270.000 i 2012. Det amerikanske valg i 2016 blev efter sigende afgjort af 100.000 vælgere. Det er bevist, hvordan visse befolkningsgrupper gennem firmaet Cambridge Analytica blev eksponeret for politiske budskaber på baggrund af en psykologisk profil.


Skjulte algoritmer er fundamentet for manipulation og diskrimination
De store tech-firmaers behandling af samt intentioner for anvendelse af data foregår bag lukkede døre. Det er et problem, der giver grobund for skjult manipulation og diskrimination. Det amerikanske medie ProPublica, dokumenterede fx, at man via Facebooks self-service ad-buying platform kunne målrette kampagner til “folk, der hader jøder”. Efter offentliggørelsen valgte Facebook at fjerne kategorier for jødehad. Men samme mekanisme eksisterer hos Google. Ifølge tekno-sociologen Zeynep Tufekci anvendte Donald Trump’s social media manager Facebooks såkaldte  “dark posts” til at overbevise afro-amerikanske mænd i byer som fx Philadelphia (centrale for valget) om ikke at stemme.

Under Cambridge Analytica høringen blev Zuckerberg spurgt ind til sikring af børns rettigheder i forhold til Facebook’s app Messenger Kids, der ifølge MIT Technology Review “should freak parents out”. Det var Joe Barton der på høringens anden dag spurgte: “Er der nogen grund til, at vi ikke har en ingen-data-delings-politik for mindreårige – under 18 år? Ingen indsamler, ingen har adgang. Det er absolut privat: Hvad er der galt med et?”

I sit svar brugte Zuckerberg også friheds-argumentet: “Børn og unge ønsker jo selv at dele deres meninger offentligt”. Og det giver absolut mening i et forretnings- og forbrugerperspektiv, hvor formålet er forbrug, effektivitet og data. Men i et demokratisk perspektiv, er det ikke nok at give børnene “frihed til”, der er også brug for “frihed fra” overvågning, profilering, manipulation og diskrimination. Den dimension synes udeladt i samtykke-beslutningen, og det bør vække bekymring.

Massiv lobbyproces for en lav digital samtykkealder
”Forstår Senatet, der forhørte Zuckerberg overhovedet hvad internettet er?” skrev The Guardian i forbindelse med Cambridge Analytica-høringen. Flere medier – også danske – påpegede det problematiske i at ansvarlige instanser, der har ansvaret for regulering og kontrol, er uvidende om de mekanismer, der er grundlæggende for forretningsmodellen bag bl.a. Facebook og de andre “Big Five”.. Men det er ikke et problem, der afgrænser sig til US.

Efter Cambridge Analytica-skandalen udtalte DI’s nye digitale direktør Lars Frelle-Petersen sig til Politiken: ”Vi har haft et naivt forhold til nettet og Facebook er et wake up call”. Men er det nu også det? Hvordan skal vi forholde os, når vi i Danmark tilsyneladende ukritisk følger de argumenter, der styrker organisationer som The American Chamber of Commerce (AmCham), der repræsenterer mere end 700 amerikanske firmaer, herunder tech giganter som Facebook, Google og Twitter? I Februar 2017 afslørede The Times, at AmCham målrettet har lobbyet den irske regering til at sætte den digitale samtykke-alder til 13 år. I Irland har det vakt et ramaskrig, og Professor Berry O’Sullivan, som er direktør for the Insight Centre for Data Analytics og professor i rets- og cyber-psykolog, Mary Aiken har igangsat en oplysningskampagne. Det ser ud til at påvirke beslutningen om en højere samtykke-alder i Irland. I Danmark er der rungende tavshed, ingen oplysning, ingen debat.

Børn skal nyde frihed fra skjult manipulation
Professor i computer Science ved Washington University, Pedro Domingos påpeger, at “du kan ikke kontrollere, hvad du ikke forstår,”. Vi kan ikke lade algoritmer blive i en “black box” hos de store tech-virksomheder. Der findes endnu ikke algoritme-deklarationer, der tydeliggør, hvilke intentioner og formål, de indeholder – det forbliver skjult. Og det er et alvorligt demokratisk problem, hvis vi overser eller ignorerer det faktum, at algoritmer indeholder en politisk såvel som økonomisk og social magt. Den teknologiske udvikling har ført fantastiske muligheder med sig, men naturligvis også udfordringer.

Hvis Danmark skal være en digital førernation, bliver vi nødt til at forstå de udfordringer, der også følger med. Vi bliver nødt til at forholde os til udviklingens muligheder med et kvalificeret fremadskuende frem for et naivt og reaktionært blik.

Hvis børn skal nyde frihed, kommer vi ikke udenom at regulere tech-virksomhederne. Og når vi så forhåbentligt i fremtiden har online platforme, der sikrer demokratiske rettigheder, datasikkerhed og ikke kun ”frihed til” men også ”frihed fra”, kan vi sænke samtykkealderen og give børn frihed til at færdes frit. Sagen om Cambridge Analytica burde have lært os noget. Nu vil vi gerne se, hvad dét så egentlig er? Og vi kan jo starte med at diskutere digital frihed og den digitale samtykkealder.

Analysen her blev første gang offentliggjort som kronik i Berlingske 16.5.2018

Hør debatten mellem de to forfattere og formanden for Medierådet for Børn og Unge Anne Mette Thorhauge i P1 Kultur her

Comments are closed.

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.