Blog. Der har i lang tid ikke rigtig været nogle voksne til stedet på internettet. Få store globale virksomheder har haft fri leg til at udnytte vores data, suge de fleste annoncekroner til sig og opkøbe eller smadre deres konkurrenter. I USA hersker datamonopolerne, mens Kina er ved at udvikle et datadiktator. Det er EU, som skal redde os ved at skabe et nyt data-demokrati – og heldigvis EU er i fuld gang.
Af Astrid Haug & Pernille Tranberg
Da det midt i marts var internettets 29 års fødselsdag, benyttede internettets grundlægger Tim Berners-Lee anledningen til at advare mod et internet, der er styret af få tunge aktører. Internettet er blevet et farligt våben, hvor fake news og persondata-tyveri er hverdagskost. Hans mål er fortsat at, internettet skal være et frit, åbent og kreativt rum for alle. Det nye er, at han nu stemmer i koret af betydningsfulde folk, som har indset, at det ikke sker ved at lade friheden råde, men ved at regulere det.
Èn ting er, at mange big tech-virksomheder såsom Google og Facebook lever af at udnytte folks persondata, en anden er at de støvsuger annoncemarkedet til fordel for lokale aktører og samtidig ikke betaler skat i Danmark. Nok så væsentligt er det, at de på grund af deres størrelse gør det svært for andre aktører at komme ind på markedet og dermed ødelægger den frie konkurrence ved enten at opkøbe eller smadre konkurrenter. Se bare, hvordan Facebook/Instagram bekæmper Snapchat ved at kopiere deres funktioner én til én. Retter vi blikket fremad mod de teknologier, som i disse år går fra at være vilde fremtidsvisioner til at blive en del af hverdagen for de fleste af os – kunstig intelligens, internet of things, augmented reality – er det de samme store virksomheder, der er længst fremme med den udvikling. Big tech har aldrig fået et folkeligt mandat til at forme vores fælles fremtid. Eller et mandat at udvælge den viden og de nyheder, som vi eksponeres for. Hvem udvælger, hvad Amazons Alexa fortæller os om verden? Eller når Facebook og Google vælger for os, hvad vi skal se i vores newsfeed eller have op i vores søgeresultater – hvem og hvordan udvælges det? Det er en uigennemsigtig black box.
De eneste reelle konkurrenter til USAs big tech kommer fra Kina med bl.a. Alibaba og Tencent. De kopierer ikke længere andre, men går forrest med bl.a. kunstig intelligens. Men den kinesiske regering spøger altid i baggrunden, overvåger alt og er i fuld gang med en udemokratisk pointsystem, hvor borgere får points afhængig af, hvordan de opfører sig – målt og vejet af det kinesiske styre – og det har så betydning for, om de kan få visum, eller hvor de kan få deres unger ind på en skole.
Der er én voksen til stede
Tech-giganterne ikke bare styrer vores samtid, men skaber lige nu også vores fremtid. Det bør de ikke gøre, uden at der er en voksen til stede. Den mest voksne har indtil videre vist sig at være EU. I ved – den synkende skude i Bruxelles, som briterne ikke vil lege med, og som mange andre europæere har vendt ryggen. Ikke desto mindre har EU en vigtig rolle at spille, og ikke mindst takket være Margrethe Vestager er EU blevet en spiller, som de amerikanske tech-giganter ikke kun foragter, men nu også frygter.
EU står i spidsen for et mennesket-i-centrum fokus, både når det gælder forbruger- og konkurrencelov samt persondataforordningen (GDPR), der træder i kraft 25. maj 2018. Med den får individer nogle nye rettigheder over deres egne data og overfor dem, der misbruger data. GDPR forsøger at ændre nettets infrastruktur, som er tracking-by-default – du skal altså selv vælge det fra, hvis du ikke vil overvåges – til at være privacy-by-default, hvor man er privat som standardindstilling.
Så det handler om at sikre, at nationalstaterne fremadrettet håndhæver GDPR. Samtidig er Vestager (i samarbejde med tyskerne) i gang med at stoppe de største monopol-misbrugere som Google og Facebook, samt de største skatteunddragere.
Private og offentlige virksomheder har også et ansvar for at skabe den nødvendige forandring ved at gå forrest og opføre sig etisk ansvarligt ved bl.a. at give deres kunder og borgere kontrol over egne data. Og endelig bør vi hver især tage et ansvar ved dels at lære, hvordan data-tidsalderen hænger sammen, og hvordan vi kan tage kontrol over vores egne data og så efterspørge de produkter og tjenester, der sætter mennesket – og ikke teknologien – i centrum.
Internettet er ikke, hvad det har været. Derfor er det godt, at vi er i gang med at gentænke, hvordan vi som samfund, virksomheder og medier samt som individer bruger nettet – hvor vi lægger vores tid, penge og tillid. Så der forhåbentlig er noget at fejre, når internettet næste år fylder 30 år.
Astrid Haug, digital rådgiver og forfatter & Pernille Tranberg, medstifter af tænkehandletanken DataEthics.eu
