Blog. Google’s plan med at bygge et smart kvarter i Toronto går fremad. Indtil for nylig var det at bygge byer noget det offentlige stod for. Sådan er det ikke længere. I eksemplet her fra Canada er der ingen offentlig indsigt omkring brugen af persondata, og big techs rolle er uklar. Det udvisker forskellen mellem stat og det kommercielle i byplanlægning.
Der vil være hurtigt Internet over alt. Selvkørende biler vil samle dig op, når du har brug for det. Opvarmede fortorve holder sne og is væk. Det vil være sikkert og miljøvenligt. Sådan lyder nogle af drømmene om ‘smarte’ byer.
Det planlagte 48.000 kvadratmeter store nye beboelseskvarter i Toronto, som Googles datterselskab Sidewalk Labs planlægger at investere 50 mio dollar i, er blevet kaldt “verdens første nabolag bygget op fra Internettet.” Andre kalder det ‘Googles forsøgsrotte af en by.”
Indbyggede sensorer over alt tracker ikke kun energiforbrug eller hvor fyldte skraldespandene er. De er også del af et overvågningssystem, der tracker hver en bevægelse blandt børn, voksne og besøgende.
Og hvad med alle data – hvad sker der med dem. Hvordan bruges de, genbruges, lagres, kommercialiseres? Indtil nu har Waterfront Toronto, som har godkendt Sidewalk Labs planer, ikke været transparent omkring data, og bystyrets samarbejde med big tech firmaet, Google, og det har gjort mange borgere i velfærdslandet Canada bekymrede.
“Google fortalte os, at de er her for at forbedre vores hverdag og miljø. Men det lyder som løfter fra en politiker, ikke fra en kommerciel virksomhed. Det er meget forvirrende. Og det udvisker forskellen mellem markedet og staten,” siger Bianca Wylie, som talte på dette års MyData18 i Helsinki i slutningen af august.
Wylie er Senior Fellow på Centre for International Governance Innovation i Global Economy program, hvor hun undersøger Canadas beslutninger omkring data og teknologi og om de overholder demokratiske aftaler og forbrugerbeskyttelsen. Det gør dette projekt ikke, mener hun:
“Ti måneder inde i processen har vi rejst mange spørgsmål omkring brugen og lagringen af persondata men har ikke fået svar. Hvad betyder det for de borgere, der skal bo der? ” siger Wylie og fortsætter: “Sidewalk Labs er ikke underlagt reglerne om aktindsigt, så vi kan ikke få klar besked den vej heller.”
Sidewalk Labs selv siger, at de ikke vil bruge persondata til at tjene penge på reklamer, at de aldrig vil sælge data til tredjepart, og at projektet er baseret på privacy by design principer..
“Dette er ikke en smart by bygget på overvågning. Det er en smart by bygge på privacy,” siger Ann Cavoukian, Sidewalk Labs eksterne privacy-rådgiver ifølge Politico. Cavoukian er kendt for sine Privacy by design principper og er tidligere chef for Ontarios datatilsyn. Sidewalk Labs’ CEO, Dan Doctoroff , er tidligere viceborgmester for New York City.
‘Gratis’ er ikke gratis
I mange andre byer end Toronto tilbyder Google og andre big tech giganter deres (ofte virkelig gode og gratis) services til regeringer – fx at stå for wifi infrastrukturen. Det er billigt eller næsten gratis.
“Det, der har fået mest omtale i pressen omkring dette projekt, er privacy. Det er virkelig vigtigt. Men hele den digitale infrastruktur og governance-spørgsmålet er lige så vigtigt,” siger Wylie og lister 5 råd eller observationspunkter til borgere og andre bystyre, inden de siger ja tak til ‘gratis’ eller meget billige tjenester fra big tech:
1. Borgere, der skal bog i den ‘smarte’ by deler ikke nødvendigvis politikernes begejstring for disse offentlige-private aftaler. Politikere er ofte forblændet af mulighederne, som big tech sælger.
2. Der skal være offentligt debat om det. Det har der ikke været i Canada ifølge Wylie. Hvis borgere ikke forstår, hvad det her handler om, eller er taget med på råd, er der stor risiko for, at de kommer til at arbejde imod det.
3. Alle data bør være offentligt tilgængelige data, der tilhører borgere og ikke en black box virksomhed.
4. Der er intet neutralt i teknologi. Hvad er egentlig en offentlig borgervenlig version af en smart by – er det Googles version?
5. Folk, der går rundt i en smart by, skal vide, at deres kroppe bliver kommercialiseret. Der skal være klare regler brug og opbevaring persondata.
De store spørgsmål ifølge Wylie er: Er aftaler mellem et bystyre og en kommerciel virksomhed i offentlighedens interesse? Og hvem gider egentlig bo i sådan en by?
